2008-10-31

Alt på én gang - om sandheden

Nu skriver vi 2008. Og hermed et lille stykke oplysningsarbejde.

Hovedteksten betegnes med MHJ) og det gør den, fordi jeg med JHM kommenterer og lægger mere til den med videre henblik på, at lade min læser mærke, hvad jeg som person siger. En måde at skabe kontrast på og dermed øge forståelsen. Det var egentlig bare et indryk på papiret, jeg benyttede mig af, men net-omstændigheden gør, at det var mere praktisk med initialer. JHM kommentarerne står med andre ord længere inde på papiret og længere, længere, længere inde gælder så henholdsvis JHMJHM og JHMJHMJHM. Hovedteksten kan forsåvidt læses uden, vil jeg tro. Og ja, det handler om, hvad skrevet står.

Jeg er modstander af at skrive om sandheden, fordi det kan være stærkt forførende. Det kan være meget alvorligt at have med at gøre for ens sind, hjerteliv og videre færd i livets vækst. Men når jeg nu gør det, så skyldes det at jeg opfatter sandheden som noget sandseligt og faktisk altid har gjort det. Det forførende, som kan være farligt og som jeg er modstander af, det er, når kendskabet til sandheden står i forbindelse med magt og ikke med oplysende kærlighed. Og det er desværre ikke alle, der kan skelne i den sag eller rettere sagt, det er sin sag at gøre det. Vær opmærksom på det.

Hovedformålet er at fremme sandseligehden i livet og det er et stort stykke udviklingsarbejde at gøre, men det skal starte et sted og det er jo hos os, mennesket. Endeligt skal jeg sige, at det for nogle mennesker er rart at få nærmere indsigt i, hvordan "tingene" på god vis hænger sammen i menneskelivet på jord.


God læselyst, god hørelse, god forstand. Nkh. Jens.

******************************************************************************************************************************************************************************


ALT PÅ ÉN GANG - om sandheden.

MHJ) Alt i ET, alt på én gang, det være sig gud, verden, universet, livet, ja alt sammen i samme identitet: ALT. Alt er én stor sammenhæng og er derfor et ord, en betegnelse for det samme. Alt rører ved hinanden siger vi af og til på jævnt dansk og vi forstår derved f.eks. følgende fysiske realitet: Jeg sidder ved bordet, bordet rører tæppet, tæppet rører gulvet, gulvet rører jorden, jorden er et kompakt stykke masse med åndbar atmossfære omkring sig, atmosfæren rører det vi kalder rummet og i rummet findes utallige stjerner, der således også rører mellemrummet. Alt er på slig vis en altid nærværende omverden. Der findes med andre ord ingenting, der ikke indskriver sig i alt. Ja det er komplet umuligt at komme på noget, komme i tanke om noget eller forestille sig noget, der ikke også, når dagen er omme må erkendes som hørende under betegnelsen ALT, uagtet om det, vi nu end måtte tænke på eller forestille os har fundet sig en mere specifik plads i alts store virksomhed.

JHM: Dermed ikke sagt, at alt blot er en fysisk realitet – ikke mindst da ”fysisk” er ladet med betydning af den fagspecialiserede fysik, der grundes i det matematiske paradigmes livsforagtende mentalitet og derfor ikke kan opfatte livets organiske fysik, såsom f.eks. kroppen i et med livets egen menneskekære, samfundne ånd i vækst. I Danmark optrænes sindet i matematikkens tegnsystem i folkeskolen, fordi det er en effektiv måde, at få folk til at orientere og binde deres ansvar og pligter, ja deres livsførelse, til den økonomiske spekulation. Ikke mindst staten og dens ansatte har interesse deri, da de som bekendt financierer deres tilværelse på overførselsindkomst. Hvori det dejligt levende liv- og samfundsudviklingssigte består gennem en sådan hjernevask, ja det spørgsmål, det ansvar er placeret over høvederne på de her nævnte rocker-miljøer: Kapital-folket med sine erhverv, Stats-forsorgen med sine og endeligt Universitets-folket, hvis opgave udtrykkeligt var, stadigvæk er, sålænge det varer, at oplyse mennesket og menneskelivet i samfundet!

MHJ) Alt er det samme, en absolut identitet – i sin kæmpe store bevægende sammenhæng. Desuden siger man, at betegnelsen, alt, er formel. Lidt ligesom matematikkens X. Dermed mener jeg blot, at betegnelsen ikke rigtig fortæller os noget videre om, hvordan alt så er, bevæger sig eller arter sig i sin alt-omfattende sammenhæng. At alt er en stor sammenhæng oplyser os ikke i nærværende mellemmenneskelig forstand i livet på jord.

Alt er ikke helt så formel som matematikkens X. Der er afgørende forskel: Hvor matematikkens X kan stå for, betegne hvadsomhelst, så kan Alt ikke betegne hvad-somhelst. Forskellen er sproglig/begrebslig: Alt er en del af ordets sprog, hjertets sprog, menneskets søgende væsen, mens X indgår i et kunst-sprog, et fagsprog, et rodløs sind kaldet matematikken. Man kan også sige det sådan her: Matematikken er et redskabsskur i Sahara, der på vidt forskellige områder, såsom f.eks. kapital-økonomisk spekulation i folks pengepung anvendes til at få mennesket til at gå fra forstanden, ja udvikle sig af livet i sin mest negative vækst-bevægelse, altså ud af livet til verdens-fortabelse, død og ødelæggelse.

JHM: Det er matematikkens paradigme, der er indkredset hos mig, så det er naturligvis ikke en kritik af matematikere som de gode mennesker, de også er. Matematik kan være sjovt som en leg, men brugen af det sind, den dyrker til at skabe orden, holde styr på alskens sager lige fra lommeregnere til teknokratisk verdens-samfunds-økonomi ødelægger livets værdi og egentlige vækstånd i sin trivsel. Det vil sige liv- og samfundsudviklingen. Det er derfor i langt højere grad en barmhjertig irrettesættelse af de virksomheder, der betjener sig af matematiske kundskaber, matematisk mentalitet som styrings-redskab og udviklingsparameter i X-antal idealistiske utopier om orden, retfærdighed, ligelig fordeling per masse-lov og lignende svineri med menneskelivets forstandige vækstvilkår, der her kommer til udtryk.

Matematikkens paradigme, med sine mange kunst-færdige sprog er som sagt rodløs, ikke erkendt på sin værensmæssige karaktér, hvilket betyder at et menneskeliv, et samfund, der lader sig forlede af dens sprog ikke kan vokse og udvikle sig i hjemlig, jordnær og samarbejdende forstand. Ja det er altså ikke en politisk, folkelig debat det her, men ladet med livsoplysning, der naturligvis er baseret på personlig erkendelse af menneskelivets eget gode udviklingspotentiale, vækstpotentiale.

Det er også matematikkens paradigme med sine mange sprog, der udgør fornuftsånden i det vesterlandske samfund og som i al væsentlighed i kraft af sin rodløshed, sin hjemløshed, konsekvent boykotter sandheden, herunder sandselighedens erfaringsgivende gang gennem livet. Det betyder rent faktisk, at flertallet, befolkningens sind i det danske land er blevet præget til at identificere sig og dermed forstå sig i forhold til identiteter og krav om overensstemmelse, der ikke lader sig gøre. F.eks. Hvad du siger, skal du gøre, ellers holder du ikke, hvad du lover og da må du straffes, fordi du ikke overholder identitets-kriteriet i matematik-retfærdigheds-fascismens fornuftsånd: 1=1.

1=1, ja, men jeg er ikke et ettal og kan derfor ikke kendes eller anerkendes som menneske i den livsforsagende ånd, som det sprog retter opmærksomheden mod. Ligeledes er jeg ejheller en skatteborger eller nogetsomhelst andet i den boldgade, omend dens virksomhed jo altså regner med mig i sit gedulgte system, sin mentalitet: Alle = Alle, for kun sådan er vi alle lige med alle hinanden og lige for loven, bla, bla, bla.

Flertallet, der jo altså også tælles i matematikkens livsforsagende ånd, nej de er med andre ord ikke opvokset i lyset af kærligheden, hjertets egen meddelsomme erfaringer og kan derfor ikke finde ud af, hvem de er og dermed være tro mod deres livs-udfoldende potentiale i menneskesamfundets udviklende realitet. - De identitets-problemer, der således gør sig gældende i vesterlandsk kultur - herunder kulturarven, som den jo allerede med hård hånd er præget i kødet som romersk præget mønt - det være sig dansker, danskhed, europæer, Eu, territorie-stridigheder i forhold til lovens retfærdigheds, ligheds-utopiske stats-idealisme, der videre kraftigt berører de almindelige identitetsfaser i livets gang, såsom at være mand, kvinde, far, mor og meget mere i det lille personlige liv, hvor menneskelivet vel at mærke samleves på sin levende kreative erfaringer og vokser deraf. Kort sagt, men tag mig ikke på skriften: Alt dét, man ikke kan finde ud af og som fortsat støjer ad helved til, alle de hjerte-skærende problemer, vi således ikke kan mane til jorden, men som rejser sig igen og igen, det har alt sammen direkte rod i den utroskab som fornuftsånden udvikler via sine magtforførende sprog, formidlet og håndhævet af uoplyste mennesker. - Sand identitet, såsom et levende, oplevelsesrigt, levedygtigt og bæredygtigt samfund kan IKKE opstå og opnå at få alle vore gode ben at gå på, sålænge vi, især mennesker i ledelsen, ikke sammen forstår, hvad der her er sagt.

Mit bidrag er allerhøjest min personlige natur til at rense og koncentrere sandseligheden for den læse-tænkende del af befolkningen som en indbydelse til at være livsbekræftende og arbejdsomt udviklende af samme menneskeånd, naturligvis ad personlig erfaringsansvarlig vej. Og ikke ad skriftkulturens institutionelle veje, den skal jeg nok hjælpe, så de kan komme op af stolene og ud på livets mark med deres fintfølende hænder. - Det sker istedet via menneskeerfaringer, der jo aldrig handler om at blive hævdet, højest bekræftet, men ellers bare om at virke givende, oplysende og opløftende. Videre, bliver der råd til fred med livets eget arbejde, ønsker jeg at formulere og bekræfte det sigte vort hjerte bærer på, så det lader sig udfolde og helbrede gennem et almindeligt liv, ja, men i erfaringsgivende arbejde omkring livets eget organiske næringsrige og vækstvilkår, fremfor det kapital-statsborgerlige, folke-fascistiske svins kapital-økonomiske destruktion af menneskelivets vækstform via fornuftens selvretfærdige lovgivning, teknologier og teknokratier, herunder uddannelses-systemer.

Institutioner er en realitet i vor kultur-kreds og udtryk for en måde at iværksætte nyt og kultivere på, dyrke noget bestemt og dermed orientere sindet og adfærden i den brede befolkning. Det skal vi væk fra på en bestemt måde. Derfor bliver der også tale om at lade nye institutioner opstå, men i formuleret sigte for at afvikle gamle. Nyetablerede institutions-virksomheder skal i kraft af indsigts-bevendte mennesker overgå til en helbredende familiær livsførelse, der magter livet i sit arbejde, fordi glæden og sand evne dermed lader sig håndtere på indforstået vis, altså i sandselig agtpågivende sigte derfor. Desuden skal dette ærinde ses på baggrund af, at vi har tabt vort oplysende samfunds udviklings-sigte af syne, så det ikke længere er gående i vor adfærd på bekræftende og dermed sandselig udviklende vis, især i arbejdslivet – det knægtes snarere af adfærdsreguleringens matematisk-teknologisk kalkule. Når menneskelivet ikke er et ettal, så prøver vi da bare at få det til at ligne, for så passer pengene jo! – det er sådan det foregår idag og mange børns opvækst og liv, menneskers liv er allerede ødelagt af det. Deres identitet som mennesker er ikke på plads og kan ikke komme det uden vækst og trivsel i livets samfund, dvs. i voksende kendskab til det organiske næringsrige, vi tilhører og kun har at gøre godt med.

Vi er ikke perfekte, men kan være langt mere beredte i forhold til stort set alt. Og jo altså langt mere kropsligt sandt og sandseligt end tilfældet er med den gængse akademiserede kristne kulturarv samt ikke mindst med den akademiserede ligegyldige, matematisk-kapital-juridiske, romantiske kulturarv. Begge bindes som bekendt i staten, der her blot udtrykker, hvordan hele oplysnings-elementet i vort liv og kongerige, vort menneske-slægtssamfund på dansk sprog og dialekters grund aldrig kan komme til sin ret, dvs. vokse gennem sin forløsende indsigt, så vort egentlige hjertevarme godheds-potentiale kan finde tryg og fri udfoldelse af kødets personlige væksterfarne opblomstring i tråd med livets gang.

- Jeg véd godt, at det ikke betragtes som et arbejde at oplyse, koncentrere vort livs gode erfaringer med henblik på at udvikle og uddanne menneskelivet på jord, her dansk sprogs grund, via en ikke-institutions-bunden livsførelse. Jeg véd det også godt, trods det forhold, at vi idag kan indse, at den akademiske statsvirksomhed baseret på retfærdigheds-dyrkende autoritetstro med magtens trussel i baggrunden på ingen måde har formået at oplyse og bekræfte livets eget udviklingspotentiale i sin uendeligt virksomme tid som om vor fejltagne samfundsorden, samfundsstruktur var en evigheds-maskine lige ud af motorvejen. Også derfor er jeg nødt til at formulere sigtet på forhånd, thi ellers vil jeg jo blive sat i fængsel af skrifts-kulturens hjernevaskede folkeslag, da deres myndighedskultur, deres forstand ikke er bundet til ordet af sandt hjerte, men til de institutionaliserede skrifters fagsprog og den angst det skaber, ganske som den lunefulde gammel-testamentlige guds mentalitet.

Vi lever altså i ganske vidt omfang ikke i et kærligt samfundsliv, hvilket blot betyder, som det nok skal blive klart her i teksten, at vi ikke lever i udviklingssands for dét, der er afgørende godt til hjertet at indrømme og vokse videre af. Kristendommen er blot en naturlig erfaring af menneskelivets ståsted på jord i sit sigte for at leve og lade godt håndtere ondt og ikke omvendt. - Det er et vækstsigte på samtlige livsbevendte planer og synsvinkler og er derfor heller ikke i strid med andre trosretninger. Stridighederne opstår kun, fordi kirkens institution blev etableret som værn mod den selv-bestaltede romantiske verdens-fornufts erobrings-mentalitet, magt-idealismen, retfærdigheds-idealismen – herunder staten - der jo til hver en tid er en trussel mod livets samfundsudvikling i sin vækst.

Den danske præste-stand har med andre ord, grundet tilknytningen til staten ladet sig optage af den kamp, følgeligt romantiseret det kristne budskab, så oplysningstro danskere naturligvis må tage afstand fra det. Desværre ryger mange danskere da helt ind under staten, den romantiske arv, hvis ledelsesmæssige ånd jo som bekendt er kejser Nero, magtsygen. - Gudsketakoglov gives der jo netop også kongetro i vort lille land, der således kan optrævle den egentlig forstandigt, oplysende slægtsarv i vort kød. For glemt er agtelsen for troen i naturlig sands af sit personlige livs erfaringer med at leve som menneske blandt mennesker på jord, glemt er det potentiale, hvoraf blandt andet helligånden opstår. Konsekvensen er, at det, man kalder den levende kirke, som betegner det faktum, at vore hjerter og liv står i samtidig berøring med al vort, forstået som menneskelivet på jord i det hele taget, her dansk sprogs grund – udviklingsmåden med lige netop dét bliver ganske enkelt overhørt. Kort sagt glemmes det almindelige og således erindringsduelige menneske, der i sit eviggyldige udgangspunkt er til fred og udvikling med hele sit livs indsats, da der jo ikke er andet. Livets børn står klar til at gøre en indsats i deres liv, til glæde for vort samfund – men ingen, alt for få, har forstand på det potentiale, altså i sandhed at udvikle det, bekræfte det, gøre det stærkt som menneske i sin krop og ånd.

– Til gengæld kan man altså konstatere, at vi i ganske vid udstrækning lever i et verdens-samfund, hvilket jo som sagt kommer ind gennem den verdens-vendte fornufts sprog, der konstant overhører livet. Verden trykker os i samme udstrækning som vi ikke formår at være tro mod livet, de personlige, menneskeligt bundne erfaringer vi hver især gør os med vækst og trivsel i al vor samfundne sammenhæng – thi kun det udviklings-potentiale kan lære os, hvordan vi ikke skaber, men lader vort menneskelivs samfund på jord opstå gennem arbejdsom glæde. Der er med andre billedligt befordrende ord tale om et imploderet verdenssamfund, der således sagt lader verdens samfund op til eksplosion - og det er stærkt angstfremkaldende, hvorfor der lige netop kun er én ånd i menneskets tilværelse her på jord, der kan tyre den slags og det er sandheden i sit fredelig element: menneskelyset.

Derfor en foregribelse: Skulle nogle af Jer opfatte det ekstremt negativt, så skal jeg gøre opmærksom på, at den negativitet er udtryk for livets egen forstandige afvisning af, hvad der er usandt, af, hvad der fører løgn, forstillelse og dermed sorg i kødet med sig. Kun fornuftens idealistiske og storhedsvanvittige sind ser sig i stand til selv, selv, selv at dømme, hvad der er negativt, hvilket jo altså hænger sammen med den uendelige fornufts selv-lovgivende og selvretfærdige selvhævdelse – thi i forstanden er det helt anderledes omvendt: Her er det oplysningspligten, her er det hjertets sigte, her er det menneskelivets egen ånd, der skiller fårene fra bukken, dømmer blandt levende og døde, altså blandt, hvad der er sandt og gott til menneskelivets eget samfund i vækst og hvad der er løgn og latin. Menneskehjertet kan ikke trodse sandheden, fordi den er sandselig bundet i kødets personlige forstand, men derved kan den til gengæld indrømmes hjertevarmt og således ytres. Ja det er noget man skal i menneskeslægtens oplysende kongerige, hvor kongen som bekendt er kærligheden – og heldigvis i lille Danmark også er givet en kongelig slægtshistorie med bemærkelsesværdig erfaring i almindelig oplysende livsførelse i sin dannelse. At ytre sit hjerte er noget man skal, da man ikke kan være andet bekendt som menneske end således at lade være sagt, hvad der trykker en som menneske blandt mennesker. Også fordi det ellers munder ud i krigens vold, nid og nag, hvor den ene part forestiller sig, hvad den anden er eller ikke er, uden at indrømme, hvad vedkommende under alle omstændigheder også er: Et levende menneskehjerte.

Ja det var så næstekærlighedens forstand, der talte der. - Det kan jo også meget vel have befriende og forløsende virkning på de mennesker, der er tro mod menneskekærligheden i livet på jord at ytre sig, så de ikke blot undlader at bekymre sig, men også kan komme til at forstå, hvad der er årsag til bekymringerne, ja hvilken ondskab, hvilke fristelser, de skal undlade at deltage i til fordel for at lade deres personlige menneskehjerte stige op i sindet og ud i hænderne.

Desuden skal jeg i det følgende gøre det klart nok, hvordan der er et afgørende sandseligt skel i værens alt-omfattende realitet og menneskelivets indeværende, højeste gode. I, mine vitterligt kære medmennesker, elskværdige lyttere, I får det ind med ordlyd som første vidner og I får det foræret på gentagende vis ved det, jeg finder erkendelsesmæssigt færdigt og afgørende, for at kun forstå noget mere godt på ærlig vis i vort liv. - Alverdens væren og menneskelivets væren er ikke af samme art, hvilket blot betyder at menneskelivets samfund og udviklingspotentiale bestående af levende personlige mennesker lever sig ind i alskens dårligdom og elendighed, forsåvidt, at de indoptager eller ligefrem indskoles i forståelse af at være begge dele, skulle drage omsorg og tage ansvar for begge dele på samme måde. Livets værdi er levende, mens alVerdens værdier er døde. De blander sig, ja, men de blander sig også mere end godt er, fordi vort samfund tilsyneladende tillader kulturer, miljøer, dyrkelse af livsfjerne sprog og faggrupper, der ingen oplyst forstand er givet at lade sig vejlede af i liv og arbejde. Pågældende mennesker i deres elendige miljøer kan være informerende om det verdens-nære, globaliserende vilkår, uagtet at verden aldrig har stået livet nær, men de formår derfor heller ikke at bekræfte det livsnære, vi alle kender til, hvormed de ikke får del i den glæde, endsige bekræfter den glæde, der er afgørende for at også deres liv kan udfolde sit sigte, deraf udvikle samfundets videre sigte.

Menneskelivets trygge, næringsgivende og vækstgivende som også vækst-frisættende ansvar består først og fremmest i at tage opløftende og oplysende vare på menneskelivets levende udviklingspotentiale – at opsamle det, indrømme det og give videre af det. Og ingen har i dit eviggyldige udgangspunkt sagt hvordan, hvorfor der ingen grund gives til at rotte sig sammen, gøre som alle andre sammen med alle andre, da det nemlig er uholdbart for dig som menneske – eller for den sags skyld ingen grund gives til at lade sig rende over ende af, hvad institutionernes masseproducerende idioti vil have dig til at gøre med magtens trussel iform af hamre og pistoler i baggrunden. - Tag først og fremmest vare på din erfaring som hjertegodt menneske, derudover må verden af lave så leve sit lave liv med sine kvaj, som den konstant gør, fordi den ikke er interesseret i dit, mit og vort liv som levende glade mennesker. Der er ikke noget i verden, der kan udvikle eller bekræfte menneskelivets samfundsudvikling, men der er personligt ansvarlige og erfaringstro mennesker i livet, der kan, endog på vidt forskellig vis i samme sigte, samme gode ånd. – Tilbage til den egentlige, knap så bramfrie og hjertevarme tekst.

MHJ). Alt kan med andre ord siges at være væsens-forskellig fra X, hvilket betyder, at vi kan sandse forskellen på deres karaktér. Jeg gentager: X betegner ikke noget konkret, men det gør alt. Alt er navnet på den omstændighed, den sandselige realitet, at Intet ingen plads gives i Alt. Alle fænomener er noget, finder sig en plads i alts historie, hvorimod Intet ikke betegner noget konkret. Dog bruges ”intet” i forbindelse med det, vi som personlige mennesker tager afstand fra, det vi måtte opleve eller opgive som intetsigende. På trods af det, da der jo kan siges så meget, ja så kan Intet nu engang intet være. Alt er altså konkret, den faktiske alt-omfattende sammenhæng, hvorunder alt muligt hører til, ja hvadend vi kommer på, hvadend der opstår. Alt er positivt, det rummer alt og intet er udelukket.

Det betyder videre at alt har karaktér af at være. Og videre at det således må er-kendes som bærende af alt muligt, bærende af alt, hvad der overhovedet kan blive til og således være. Hvad der end måtte opstå, så opstår det af en sammenhæng, den sammenhæng er konkret og i yderste instans alts sammenhæng. Det betyder, at der ikke er eller findes noget, vi ikke kan erkende, men det betyder også, at man skal passe uhyre på med at indrømme alt for meget... Alt indeholder ikke sig-selv, er ikke sig-selv – fordi det blot er noget selvsvings-snak, der foregår i den rodløse matematiske, kapital-statsborgerlige mentalitet, altså fornuftsånden. Alt er som sagt konkret, én stor sammenhæng og den er faktisk, den består af alt, hvad vi overhovedet kan komme på og sikkert nok mere til, der endnu ikke er sket.

I det mindste betyder det sammenfattet, at alt er ladet med sit potentiale, sin historie og udfolder sig, bevæger sig i kraft deraf.

Tag f.eks. jorden, der for det første jo også må er-kendes som værende en omstændighed, der indskriver sig i alts altomfattende virksomhed: Den menes at udspringe af solen sammen med de øvrige planeter i det solsystem, vi kender – den er skudt i en bane omkring solen og i rotation om sin akse derved og endeligt giver den rotation i sin bane jordens indre varme, mens den modtager strålevarme og lys fra solen. Foruden dermed alle de øvrige geologiske, tektoniske, geografiske, demografiske, meteorologiske og vejrlige forhold, der gør sig gældende i og omkring jordens faktiske naturhistorie.

Nu lige jorden, eksemplet her, betyder meget for den menneskelige eksistens, vor overlevelse, vækst og trivsel – men den er altså også blot et virksomt potentiale i alts altomfattende virksomhed og vidner således om en jordisk naturhistorie, der eksemplificerer hvordan liv lader sig gøre i alts alt-omfattende regi. Når vi er glade for livet, ja så er vi taknemmelige over, at alts potentiale ikke blot gav os jorden, men også en organisk bevendt atmossfære at dyrke, leve og opleve livet i. Livet, det organiske liv: planter, dyr og mennesker er med andre ord en epoke i jordens naturhistorie. Og den er naturligvis ikke uendelig, da jorden og solen jo brænder ud på et tidspunkt. Desuden har der været andre arter af det levende på jord, menneske-dyret er ikke det første dyr, der kunne bestå ved at ånde, ernære og forplante sig. – Jordens liv vender vi naturligvis tilbage til her i teksten, da det er ordets udgangspunkt, menneskelivets omstændighed og givtige sigte.

Imellemtiden skal Alts potentiale, alts tilblivende og dermed værende karaktér beskrives nærmere. Alt er alle-steds-nærværende i sin berøring gennem de utallige elementer, ting, planter, mennesker, samfund, luft med videre der indfinder sig – men vi er som mennesker ikke i mental, personlig livsnær kontakt med alt, da vort lod, vor eksistensform overhovedet ikke handler om at være det. Vi er slet ikke stærke nok til at rumme alt - endsige administrere alt, som vel at mærke er, hvad den storhedsvanvittige romantiske kapitalstats-tradition dyrker sine borgeres sind og adfærd til at tro gennem sit konsekvente forbrug af rodløs også kaldet universitær fornufts-virksomhed. Et passende eksempel er den globale opvarmning, der tilsyneladende er opstået gennem forurening, udledning af co2 med videre. Det fordrer en ændret livsførelse, der ikke bruger så meget konventionel, forurenende energi, følgeligt ikke lader en masse-producerende mentalitet opstå, der med hovedet under armen retter sig efter den lovsmæssighedsdyrkende kultur, herunder blandt andet den videnskab, der producerer problemet på ægte storhedsvanvittig vis i første ombæring via sin masse-teknologiske formidling. Global opvarmning er kun et problem i den verdens-tilbedende autoritetstro kapitale fornuft, fordi livets nærværende tro forstand, ja hos den er livsførelsen jo allerede i sin energi-besparende oplysende orden, sigte og udviklingsretning med mennesket som den altid har været, også før overførsels-indkomstens videnskaber blev gjort folkelige.

JHM: Jaså storhedsvanvittige lovmæssighedsdyrkende fornuft med reference til verdensrummets store kræfter og trusler mod menneskelivet på jord, mangler du ligesom magten til at gøre alt det gode i hele verden??? Byder du således, inkompetente, uduelige, sindsforstyrrede fornufts-menneske, byder du på noget nyt, der kommer fra dit livs ærlige vidnesbyrd eller financierer du bare din forsker-tilværelse og familie på grundlag af det oplysende, livsudviklende potentiale, der gives i menneskenes samfund, så det ikke kan indrømme sig i den energi-besparende, livsbekræftende livsførelse, da de jo skal betale til din lovmæssighedsdyrkende teknokulturs umådeholdende gilde målt i tid, penge, normalitet, retfærdighed og lignende uorganiske konstanter??? – Galgens løkke pryder din hals ganske som guillotinen ikke kan være dig et fremmedord!

MHJ). Jeg opsummerer derfor nu i dette oplysnings-ærinde, hvad man kunne kalde væRensbestemmelser af Alt indtil videre i teksten.

Alt er konkret, betegner ganske enkelt alt.
Alt er sit virksomme potentiale i en faktisk alt-omfattende åndshistorisk udfoldende sammenhæng.
Alt har karakter af at være, har værenskarakter.
Alt er et ord, der således hører til i Ordets begrebslige forstand.

Ordets ånd er kreativt sammenfaldende med alts væren, men ikke al væren befordrer eller begunstiger menneskelivet. Ejheller alle ord i deres ånd, vi bliver sure, vrede og forbitrede, når vi ikke af og til hører ordet talt rent af ærligt hjerte, men der findes også ord, der ikke lader sig tale af et sådan hjerte, fordi de ikke er opstået deraf, følgeligt skal genkendes og mærkes i sprogets overlevering. - Al væren er positivt, en forførende kraft, uanset, hvad der end måtte være på tale, al væren er ladet med potentiel virksomhed, men dermed, med udtrykket positiv, ikke sagt, at alts forførende værenskraft er god og giver os en hjertelig befordrende indsigt at gøre menneskepersonlig brug af til vor ernæring, vækst og udvikling. En naturkatastrofe kan udslette store dele af jordens befolkning. Det ligger også i alts potentiale at gøre så og det vil man nok ikke kalde positivt. Velsagtens fordi vi uundgåeligt tager parti for menneskets lille levende tilværelse, fremfor naturkræfternes ligegyldige råden og regeren. Med de velkendte markeds-kræfter ser sagen ganske vist lidt anderledes ud, de ter sig også som ligegyldige natur-kræfter – men de genereres ikke af alts positive virksomhed, derimod af uoplyste og utro menneskers livsførelse og det affald, der opstår deraf. Derfor er der iøvrigt vrede, had, social kamp, sygdom, krig, død og ødelæggelse til i samfundet, iblandt os. Og det er da en alvorlig sag.

JHM. Der findes med andre ord utro sprog, der ikke kan oplyse os på vort levende og vækstige gode, ja utro sprog, der i deres handlinger håndterer en masse i verden, men desværre på menneskelivets bekostning. Sådan er det med markedskræfter i visse sprogs håndtering og udnyttelse af dem, altså i visse menneskers hænder.

MHJ). Ikke desto mindre er alt positiv, en værende omstændighed, vi er underlagt, men som altså også tillader os at leve og være til for en stund. Og så var der det med ordene. Ikke alle ord er positivt ladet, som jeg anskuliggjorde det med intet: Intet kan intet vække, intet være, intet give, intet gøre og derfor hører intet ikke til i ordets egentlige forstand. Intet kan ikke erkendes for sit virksomme potentiale, da det ikke ejer et sådan. Det udtrykker således et grænsebegreb i forhold til alt og forhindrer os derfor i yderste instans i at tage fejl af, hvad der er, hvad der gives, hvad der opstår og kan være et potentiale for os at tage i betragtning og lære nærmere at kende. Nærmere forklaring følger, da der er tale om erkendelsen af ordet.

JHM: Det er dog nævnt, at den strid, der her tackles, hvad der her udsondres og bliver klart nok i sin vanskelighed handler om, at alt værensmæssigt potentielt tilhører ordet, den positive væren, der altid er konkret, konkretiserbar, erkendbar - men ligeledes at ordets forstandige væren, den livserfarne, ikke kan give plads til Intet. Og intet er jo altså også et ord. Sagt på anden vis: Hvordan kan Alt tilhøre ordets begrebslige forstand, når Intet må afvises som tilhørende ordets begrebslige forstand? Et typisk, klassisk spørgsmål om værens karaktér eller væsen, der åbenlyst fortæller, hvordan den arter sig i vort, levende menneskelige tilfælde. Alt er virksomt og livet er indforstået med det vilkår, kan leve med det og erfare sig i det. Svaret er altså livserfaringen, men hvordan hænger det sammen, hvordan kommer vi/jeg frem til det. Kan det blive endnu mere klart?

NB. Husk at skriften ikke er ordet, omend det godt kan være et udtryk deraf. Hvorvidt skriften udtrykker ordet afhænger af, om der er menneskehjerteligt sigte tilstede i såvel skrivningen som læsningen samt personlig ærlighed, der viser sin naturlige begrænsning – al anden skrift er lemlæstelse af ordet. Tag Jer næstekærligst i agt for det faktum, ikke mindst Jer, i de skriftkulturer, der bevæger sig ud i leadership, management, public relation og lignende intetsigende i menneskekødet på dansk grund. Og lad derfor med helt andre ord, nemlig ord fra det græsk-romerske, platonisk-romantiske civil-samfund: Venligst være med fremover at forveksle mund og røvhul i skriftens respektaaable institution, thi da gives jo ingen hjertelig oplysende midte i hørelse af ordet, ingen erkendelse, ingen sands for det potentiale, der rent faktisk udfolder sig og byder sig til mellem os. Kender I ikke forskellen på det, der kommer ud af røven og dét, der kommer ud af munden? Førstnævnte er affaldsstoffer, mennesket bliver forgiftet og syg af at indtage!

Men hvis ikke I gør det, så hør efter, hvor teksten med sine mange ord lader ordet, hjertet hos Jer som sandsende læsere, rejse sig i klarhed. Hjertet rører på sig, når det mærker ondt eller beskidt i livet og da naturligvis trækker sig og altså rejser ens person i sin menneske-naturlige holdning op i sit forsvar - men det rører også på sig, når det bliver opløftet og oplyst af varmen i sin naturlige, beslægtede, ja i menneskeskærlighedsslægtens midte, hvor hjertets energi så at sige stiger op i sindet og lader livets herlighed vise sig i vor ånd ved at erindre og minde os om alt det hjertekære, vi holder af og udvikler os på baggrund af. – Jeg skal ikke i den forbindelse undlade at gøre opmærksom på, at det nok ville være en god idé om behandler-industrien, såsom psykiatrien og psykologien, social-rådgiverne og de stofmisbrugende medicinske læger samt mange andre, der så gerne vil arbejde med mennesker blev lidt mere opmærksomme på det forhold. Hjertet har jo ikke noget selv, er hverken dit eller mit, da det er vort i sin livserfarne sejrsgang, såvel gennem personlig afstandtagen fra ondt og beskidt som i glæden ved at blive opløftet af sit sandseligt varme, organiske virke. Der kan med andre ord aldrig være noget galt med en selv, medmindre naturligvis, at man ikke tror sig ved hjertet og vokser i dets kødelige indsigt, ja såmænd ikke tror at hjertets slag er livsbetingelsen, der videre altid står i berøring med slægtens øvrige omgivelse. Der er ingen angst i hjertet, thi ingen kan bestemme over det, medmindre at du undlader at lade dig bestemme af dets slag som jo vel at mærke i sin tro natur lader dig opstemme af vor egenrådige ærlige livserfaring. En livserfaring, der iøvrigt altid handler om dit begavede, hjertelige livs vidnesbyrd til glæde for hele menneskeslægtens samfund.

MHJ). Da Ordets forstand er menneskets kød, krop og slægter med det helt centrale bankende hjerte som livsbetingelsen, herunder også den åndelige realitet, der ilter blodet gennem vort åndedræt og øvrige brug af vore organer i livets organiske organisme, ja så fortæller Alt sin historie gennem alt dét, vi overhovedet kan være, sandse og dermed lære at kende. Alt er med andre ord åbenbaret for os, det er åbenlyst indlysende. Og det betyder, at der ikke gives nogetsomhelst, som vi potentielt set ikke også kan lære nærmere at kende – ja til tider uundgåeligt stifter bekendtskab med henadvejen. Hvad Alt end finder på, kan man lidt subjektiverende sige, ja så er det altså åbenbaret for os og vi vil da før eller siden stifte bekendtskab med det i form af gentagelse, genkendelse eller genopdagelse. Måske videre sagt også skulle håndtere det, finde vej igennem livet med dets opkommende indsigt. – At forstå noget er at indse, hvad der altid har været gældende og deraf udspringer så den menneskelige forstand, det menneskelige erfaringsleje og sind, der kan erindre og koncentrere det eviggyldige, der vel at mærke ikke drejer sig om alt, men om menneskelivets oplevende og erfarende forhold dertil. Desuden udvikling på den baggrund og derunder naturligvis også elementet: Det eviggyldige hjerteligt livsudviklende menneske-samfund, der traditionelt kaldes Livets Samfund. Jeg gentager: Alt er åbenbart en stor sammenhæng, vi som mennesker af ordets budskab, vort hjerte er givet adgang til at indse, bevidne, erfare og dermed langsomt erkende i livets indrømmende gang.

I al fortrolighed skal jeg for en kort stund gøre opmærksom på, at det altså ikke er mig, der har opfundet alt. Ejheller er det mig, der har bestemt at alt åbenbart er tilgængelig for vor indsigt. Jeg er langt fra den første, der af menneskehjertets natur véd, at alt hænger sammen, ejheller den første til at indse, hvad det betyder. Blandt andet, at vi som menneskehed følges ad i alts alle-steds-nærværende virksomhed. Man kan sige, at vi er samtidige med alt.

JHM: Jeg skal dog vejlede ved at sige, at det naturligvis ikke nytter noget at høre efter fornuftsåndens, det matematiske paradigmes videnskaber og masse-tilbedende skatte-statsborgerligt koordinerende fællesmængde, endsige kapitalismens erhvervsledere, da den mentalitet, herunder deres tidsbegreb ikke har rod i år nul. Nævnte mentalitet kan således ikke fatte og dermed ikke leve i samtidighed, fordi den regner i tid, f.eks. fortid, nutid og fremtid altimens tiden jo hele tiden er og som sådan underlagt livet i al evighed. Livet, hvilket det altid er opgaven at højne, ja være ved på sit hjertevarme, opløftende under. Med andre ord, for her at gøre tiden always ultra kort: Det har aldrig været væsentligt, hvor lang tid livet tager eller består, men derimod ganske glædeligt, at det overhovedet blev til og fortsat er. Det er ikke først og fremmest væsentligt, hvad du som menneske når at udrette her på jord, men at du overhovedet er kommet til livet – den omstændighed skal du være taknemmelig for og glæde dig over, måske også bestyrke din indsigt i, så du kan gøre brug af den, når f.eks. usle ånder vil have dig til at færdiggøre livet på tid i tone af, at det er yderst vigtig for os alle sammen, samfundets beståen eller lignende. Ja hids op og kom her ned kan du roligt sige til den slags ånd, da den intet livsbekræftende har at byde på. Læg iøvrigt mærke til, at en sådan ånd ofte formidles af den åndssvage statsborger, der med sit storhedsvanvittige fornuftssind har fået skruet sig ind i et universitært stats-regime grundlagt på tid og penge, følgeligt som noget helt selvfølgeligt normalt vil have alle andre til at fortabe sig i selvsamme fornuftige gentagelse udi al uniform uendelighed. Konsekvensen er tydelig: Livet bliver gold, ufrugtbar og kold som motorveje. Ja så hold dig til varmen ved blot at være blevet til, den skal nok vise vej udenom eller igennem de usle ånders fristelser, den uendelige universitære tidsalder og hjem igen til livet i al evighed.

MHJ). Alt sker med andre ord på én gang og i én stor bevægelse. Blandt østens vise, åndsbegavede mennesker, ja der erkendes det samme omkring menneskelivet på jord, som det erkendes i vesten , ja også blandt helt almindelige jævne mennesker, der følger med i livets gang, fremfor tidens livsforsagende tekno-kultur og deraf bliver vise. Tåben og vismanden lider samme skæbne, fordi de begge forstår, at det er hjertets slag på tasken, der bestemmer og at de ikke er herre over det! – Men således sagt har det jeg blotlægger ikke i egentlig forstand noget med videns-teknokratiske institutioner at gøre, men derimod alt at gøre med menneskelivets hjertegode trivsel på jord.

JHM:Jeg behandler rigtig nok med hård hånd det gældende aktuelle videns-teknokratiske fornufts-samfund, vi som alle kæmper med at leve med – og som vi iøvrigt alle kender til på forskellig vis. Men jeg gør det som en tackling af fornuften, for at gøre det klart, hvad det er for en udviklings-befordrende sandselighed, den ikke kan indrømme, bekræfte og kultivere i vort samfundne menneskeslægtskød, fordi det er omvendt, sidstnævnte sandselighed, der skal kultivere den.

Der er intet oplysende i hverken kirken, kapitalen eller statens institutioner uden vor mellemkomst og såfremt de mennesker, der står i ledelse af nævnte videns-teknokratiske fornufts-system ikke kan fatte, at vor mellemkomst, vort mellemværende er af hjertegod, sandselig, forstandig karakter – ja så skal menneskelivets forstandige vækst bryde den tunge sky ved at lade hjertevarmen løfte os op til vort forsyn. Blandt andet f.eks. ved at gå sine nødtvungne nye veje med nye formuleringer af ny livsførelse eller livsform med glæden i sandselig frisk erindring. Thi kun sådan kan den bevares og genopstå til gavn for kommende generationer i menneskeslægten. Miséren, ja elendigheden er altså, at omtalte institutioner ikke i nævneværdig grad bekræfter menneskets hjertegode slægtsarv i sin udvikling. Institutionerne er der og bliver formentlig stående, indtil de har udtjent deres værnepligt. Ja de behøver ikke at blive omstyrtet eller lignende, de skal bare sættes på plads i forhold til vor livsudvikling.

Helt konkret kan man jo give følgende eksempel:

I det øjeblik, i den stund, hvor et ellers pligtopfyldende, samvittighedsfuldt menneske, der er vokset med sine opgaver i personligt ansvar deraf – pludseligt forstår, at den pligtopfyldende, samvittighedsfulde impuls vedkommende i nævneværdig grad har ladet sig vejlede af er gjort af selv-retfærdighedens lovmæssige væsen, men ej kærlighedens, sandhedens, ærlighedens, hjertevarmens – og dernæst efter at have sundet sig, nu en livserfaring rigere, ønsker at fortsætte sit liv i udvikling og give af det til det omkringværende samfund, på trods af tidligere fejltagelser og misforståelse, ja så er det ofte sådan, at vedkommende ryger ud i kulden, skubbes ud, fordi en masse-lovgiven flertalskultur i sin retfærdigheds-opdyrkende mentalitet, læs social-fascistisk fornufts-idealisme, reagerer på alt, hvad der forekommer den at være samvittighedsløst og forsømmelse af sine pligter. Lige netop dét, som pågældende, vedkommende i eksemplet her ellers kunne fortælle hele historien om, så ikke kommende generationer skulle spilde tiden med at lade sig indbilde, hvad der ikke er holdbart.

Desværre betyder det endnu videre, at vedkommende i eksemplet og lignende tilfælde, dermed per lov-kultur og de svinehundige normer, den skaber, tvinges ud i regression. Ganske enkelt ikke har mulighed for at leve i pågældende samfund, medmindre at vedkommende prøver at opføre sig som om, at hans livserfaring ikke har fundet sted. Det omkringværende samfund lever med andre ord i et fastlåst billede, hvor der er loft på væksten, indsigt i den og erfaringsudveksling af den. Såvidt altså, da omverden, ikke mindst det system, der forførte hans pligtopfyldende karakter, ja podede en kræftsvulst på dens samvittighedsfulde virke, ikke kan tåle at høre livserfaringen tale igennem os. Og hovsada, hvad betyder det om den masse-lovgivende flertalskultur, hvad betyder det for menneskeslægtens udvikling, her på dansk sprogs grund?

Et andet eksempel fra et af landets aviser: Præsten som ikke ville vige.

Bent Feldbæk, en præst i Thy blev dømt i præsteretten, dvs. byretten, senere landsretten – han blev dømt for ”falsk forkyndelse”, står der i avisen. Han forkyndte dåben med et til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, fremfor et i – og han gjorde det med den begrundelse, at intet menneske i sit personlige ansvar kan råde eller handle på guds vegne, livets egne. Ejheller en præst, hvis fornemmeste opgave jo er at bekræfte hjertevarmens opstandelse iblandt os, så vi kan mærke det opløftende og oplysende, der i al evighed består i vort hjertes kød.

Hvorom alting er i al sin dogmatiske, akademiserende diskussion, så godtgør avisens beretning om Bent Feldbæk og grundlaget for hans handlinger, hans holdning som tro menneske, at det personlige ansvar i kærlighedens almindeligt kødelige, kropslige, vækstgivende og udviklende navn, så at sige ikke automatisk er noget, der gives med dåben. Kristendommen eller en hvilken somhelst anden tro er intet værd, såfremt dens glædesbringende budskab ikke indrømmes gennem vore livserfaringer med at være et levende menneske, hvilket naturligvis foregår på personlig vis. Den indrømmelse kan man ikke selv, selv, selv forestå helt og aldeles, nej det er snarere noget man nødes til af livets egen vækst med sine ærlige, hjertekære erfaringer. Og det er uden tvivl sket for Bent Feldbæk, hvilket ganske enkelt udmærker ham som værende mennesketro i personligt, hjertenært ansvar derfor.

Sat på spidsen handler Bent Feldbæks hjertelige stillingtagen til præstegerningens uomtvistelige opgave med forkyndelsen af den opløftende og oplysende hjertevarme i livets eget kød om, at han ikke kan og ikke skal forestå en uærlig, upersonlig dogmatisk forkyndelse, der ikke lader sig bekræfte i hans hjerte som fuldgyldigt levende menneske på ligeværdig vis, her på jord. Han er ikke funktionær. Og det er derfor, at han vil sige til, ja frem til kunne man næsten sige, fremvokset af livet i sin tro - fremfor i som allerede håbløst værende. Han blev klar over, siger jeg, at kulturens utro symbolisering af vort gode sind, den magt-historiske kultur han også har tilhørt, dog ønsker at afmagte som han skal, sniger sig indenom og forvansker dét, som er ganske vigtigt, nemlig det personlige ansvar i sin hjertekødelige hørelse. Jeg bekræfter, ja, for kære menneske: DU SKAL DA FOR FANDEN I HEDE HULE HELVEDE IKKE RETTE DIG EFTER, HVAD MAGTENS SELVSTÆNDIGGJORTE TEKNOKRATISKE SLAVER VIL HAVE DIG TIL AT SIGE, DERIMOD LIGE NØJAGTIG DÉT, DU SOM MENNESKE HAR SAMVITTIGHED TIL AT SIGE OG HJERTE FOR.

Ikke mindst set i lyset af den leksikale læsehjerne, som det folkeskolende, akademiserede og retfærdighedsdyrkende kapital-statslige samfund vænner menneskelivet til at høre ordet i, også kaldet ordsindet af blandt andre Johannes Møllehave, ja så er og blev Bent Feldbæk altså klar over, hvilken idealisme troen bliver hørt i, nemlig Lov-religionens. Videre skriver han efterfølgende, da han afskediges af staten en bog med titlen: Dåb og tro i Landsretten.

Og her skal jeg så for egen regning hjælpe nogle af Jer med at høre, ja for jeg har heller ikke læst den, men dermed siger han ganske ærligt: DÅB OG TRO STÅR I LEDELSE AF SATANS SELVRETFÆRDIGE, UTROSKABENDE VOLDSÅND HER I LANDET. Det er hvad det betyder og så enkelt er det. - Glæd Jer over, at kunne høre det hjertevarmt og træk på smilebåndet sammen med de dumme, dvs. de hjerteligt begavede, kongetro mennesker af guds egen nåde.

Jeg fortsætter:

Enhver reformeret præst, tillige det helt almindelige hjerteligt agtpågivende naturtro menneske véd, at Kærlighedens tro ikke en idealisme og at ordet således ikke høres i henhold til noget udenforstående, etableret establishment eller tradition, men netop i livets eget kød, menneskeslægtens, hvorfor man tillige står i direkte personligt ansvar for at forstå, samt deraf forestå en hjertevarm indoptagelse, indrømmelse af, hvad hjertekødet end fortæller os i livets gang, lader os udgyde eller på anden vis omsætte i handling. OG DERFRA, HVERKEN KAN ELLER SKAL VI VIGE, da blandt andet al skyld, frihed og ansvar dermed, tillige ytringsfriheden ingen lærerig, opløftende udvikling kan give anledning til. Vi er ikke personligt ansvarlige i satans selvretfærdige navn og kulturer, vi er det i livets og det er et gode for vor samfundne tilværelse her på jord at lære at bære det, da ingen sandselig befordrende udvikling ellers kan ske med os i hjertevarm og sandselig henseende.

Det er med andre ord hjertepligten som menneske her på jord, der er på tale og det betyder blot, at det er umådeligt synd, hvis du overhører dit eget hjerte, da du dermed også overhører menneskets, herunder mit og jer-tillige, så det bliver meget sværere at leve og glæde sig hele livet igennem med al vort samfundnes videreudvikling.

MEN dét, som det kniber med at forstå for enhver præst, tillige det helt almindelige hjerteligt agtpågivende menneske er, at vor kapital-statslige omgivelse er iværksat af netop fornuftens idealistiske foretagende, tillige opretholdes af en sådan livsfornægtende fornuftsmentalitet. Og det vil den være indtil sandselig livsmåde og ny bæredygtig livsform omkring den organiske væksts rige - jord, dyr, planter, mennesker, krop og åndedræt - kan afvikle det via nyopstanden udvikling. Der er mange, der allerede er igang, omend de også lider ved at føle sig forpligtet på at afhænde deres børn til det universitære verdensrige. Så indtil da sker der altså dét, at almindelige mennesker via statens institutioner forledes til at vokse og leve i henhold til loven og diverse regelfølgende ordninger, endvidere dermed bekræfter væksten i den livsmåde, ja gentager dens lovmæssige adfærdsmønster, ifølge sine svinehundige normer: Når der er problemer, så skal de løses og er der ingen, så skaber vi dem, så vi har noget at tage os til og lovgive omkring. Ja det er blot overfladisk sagt, for der, hvor det rigtigt gør ondt på mennesket og koster dets tilværelse iblandt os, samt dermed videre hjertelig udviklende gang med menneskeslægtens liv, ja det er når det fører til en permanent identitets-krise og rammer os på alt det afgørende: Hjem, far, mor og børn samt måde med tingene og hinanden iøvrigt. For da rammes vi ikke blot af sorg, men bliver også, vil jeg påstå, i stigende omfang syge af sorgen, fordi den kropslige reaktion, der er forbundet med tab af livsglæde ikke lader sig hele og helbrede igen, når fornuftens indkodning af sindet via sine selvretfærdige, idealistiske institutioner er ensbetydende med en blokering af livets egen hjertelige hørelse. En hørelse, der jo i al evighed siger, at du til hver en tid er fri til at elske livet som du er og befinder dig - fordi det er menneskelivets egen vækstånd, det er hjertets, ordets eget budskab til os at tage afsæt i, kærligt vare på, at værne om og udvikle os af, mv. Det handler om sandselighed, sandselig udvikling, erfaringspotentialet i menneskelivet her på jord.

Men resultatet af blokeringen af den hørelse er altså selvsving i en lang lidelsesfuld march, hærværk, der ikke kender til forløsning, fordi fornuftens regelrettende, belæste hjernesind kun kan løse isolerede problemer, men ikke forløse sig af dem, når de af den fedtede akademiserende forsker-mentalitet har vundet indpas i folkeviddet – ja ikke kan give slip, som man siger, da den identitetsdannelse, der har fundet sted i fornuftens institutioner vælter rundt i personen, så det intet holdbar JEG gives at stå med, gribe fat om.

Til undsætning står dit dåbsnavn med sin slægt, din livshistorie, dine altid nærmeste pårørende, samt heldigvis, skulle ingen pårørende være dig givet i almindelig forstand, et udviklingssigte, et lys i hjertevarmen: Slår dit hjerte fortsat, så vil Livet at du skal leve og det er omvendelsen helt nede fra, ja fra det inderste inde i mennesket. Men her kommer så en gentagende bekræftelse af eksemplet med Bent Feldbæk: Det dåbsnavn kan naturligvis ikke komme dig til undsætning, såfremt du ikke er vokset i skyldsbevidsthed om at være personligt ansvarligt som menneske på GLÆDELIG vis, her på jord. Og det er selvsagt, dermed uheldigvis hårdt at være og vokse som sådan i vor kulturkreds, da de fornufts-beregnende, selvlovgivende, kapital-økonomiske selv-retfærdiggørende institutioners omgivelse i al deres kulde aldrig kan forestå en sådan hjertevarm, glædelig opvækst.

- Er I med eller skal der flere lig på bordet af det fornuftsgjorte menneskes hånd, statsborgerens civile stand i byretten, landsretten og højesterettens navn, der som bekendt indgår i tredelingen af magten: Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, udi ”adskilte” institutioner ved navn af henholdsvis: Den lovgivende, Den udøvende og Den dømmende magt – alias identitetskrisen romantiske kapital-statslige årsag? Tredelingen af kødet og dermed blokeringen af hørelsen i et, der ellers er så mild og fredelig, udviklende, fordi den er oprindelig og simpelthen er i overenstemmelse med den organiske væksts rige, dens måde at vokse på.

Tilbage til alt


MHJ). Traditionelt, i vesterlandsk kultur, har man forsøgt at kategorisere en lang række områder, der alle indskriver sig som eksempler på viden om alts helt store sammenhæng. Den tradition er græsk-romersk og nærmere betegnet kan man godt tilskrive en mand af den græske oldtid, kaldet Aristoteles, den form for videnskab: Forsøget på at afdække alle de områder af alts tilblivende og værende væsen, der måtte opstå og kategorisere dem – i sine utallige og uendelige eksempler på fremtrædelse i form af dyr, ting, fænomener og så videre!!! Det er naturligvis latterligt set med dagens øjne og ikke mindst latterligt uden indsigt og deraf indrømmelse af alts værende som bevægende karaktér opfattet i lyset af menneskelivet, ordets kød. De gamle videnskabs-mænd kan naturligvis ikke klandres for deres uvidenhed, men når jeg bruger latteren her, så skyldes det, at man har institutionaliseret den dumhed kaldet videnskab og sågar forsøger at bringe menneskelivet og dets samfund i overenstemmelse dermed. Det betyder nemlig at man vil have os til at leve ude i verdensrummet, fremfor i livets kød.

JHM: 1900-tallet er et fortrinligt eksempel på, hvor smertefuldt, ja dødsens farligt et samfund, der dyrker videnskab og teknologi uundgåeligt bliver i sin masse-tilbedende fornuftsvirksomhed: Industrialisering, masseproduktion, oprustning, masse-ødelæggelses-våben, masse-forførende undervisning via folkelige, politiske idealizmer og så videre, alt sammen finder sit ophav i det universitære statsparadigme for viden, teori, pis og papir, der følgeligt kun kan praktiseres, forsåvidt alle indbildes deres fantastisk utopiske udviklingssigte gennem læsning af regler til overholdelse. Det sker så ved at stole og hjernevaske befolkningen fra barns ben i klasse-værelser, hvorefter man blandt andet ikke kan forstå, at der bliver indtørrede kroppe, sygdom og andre sundhedsproblemer, endvidere såkaldt uansvarlig livsførelse i de kommende generationer, fordi det rørige hjerte simpelthen ikke er vakt i sin sandselighed og der derfor ikke kan svares af dets bud hos dem. Der gives derfor for eksempel heller ingen bekræftende sand oplysning i al den tekst, der produceres i kølvandet på en sådan kultur, det være sig akademiker-kulturen som også dens romantiske afart: Journalistiken, aviserne og fjernsynsmediet, computeren med videre, hvor man smører og tørrer hinanden af med så ganske meget intetsigende, hentet hjem ude fra alverdens ligegyldige omstændighed. Ja. Ja. Ja, det er jo altså livet, der er væsentlig og ikke verden og har I ingen sandselig indsigt i dét åndeligt levende, udvekslende forhold, så I på personlig ærlig vis kan sige frem, jamen så skal jeg bede Jer om at holde kæft indtil I har forstået, hvad I laver, foruden pølser i menneskets ånd. Sågar Jeres egne børns samfund. I kommer til at rende mig i røven, sålænge det varer, før I forstår, hvad I er et sindsforvirret produkt af, så I kan undlade at gentage dets virksomhed?

MHJ). Vort sprog, liv og samfundsvirksomhed er af den akademiske kapital-stats-traditions grund i dag fuld af den slags opdelende, områdebestemmende kategorier, fordi dets folkeslag ikke evner at undlade dårskaben. Hvor tit hører man f.eks. ikke udtrykket: Jeg følger reglerne på området, hvilket jo altså betyder, at vedkommende på selvretfærdig vis bekræfter de lovmæssigheder, der er mere eller mindre videnskabeligt/juridisk belæg for og dermed påtaget indsigt i, fordi den kun gælder indenfor området, så at sige er blevet løsrevet livets trivelige sigte, personlige ansvar og dermed samfundets! - Gyldig indsigt er aldrig område-bestemt, men som før sagt genkendelse af, hvad der altid har været åbenbart og som sådan iøvrigt spiller en kæmpemæssig rolle i menneskelivets udvikling på jord: Vi forstår åbenbart det samme og kan derfor samarbejde om menneskelivets samfundne sigte, når vi vel at mærke ikke svines til af alverdens rodløse fornufts-teknologisk-teknokratiske idioti, mennesker, der misunder kærligheden, fordi de har givet afkald på den eller aldrig lærte den at kende som vor samfunds orden, ja ikke voksede op i dens lys. - Den videnskabelige, kategoriserende dårskab skyldes som sagt også, at den kobles til staten – en anden oldgræsk mands bedrift, han hed Platon og er ganske enkelt grundlæggeren af idealismen, herunder stats-tænkningen i den vesterlandske kulturkreds. Ja flertallet lever såmænd i hans bog. Men dårskaben skyldes som sagt nævnte kobling til idealismens hovedprodukt: staten, fordi videnskab, akademisk kategoriserende adfærd dermed kobles til noget så puberitært som begrebet retfærdighed med dens utallige gammel-testamentlige ideologier og formåls-paragiraffer, der alle som én går ud på, at særligt udvalgte er givet magten til at dømme alt sandt og godt gældende i livets, dermed samfundets udvikling. Det ejendommelige er jo, at pågældende, jeg her henretter i sandheden, skulle de ønske at have noget med den at gøre fremover - nok er de klar over vanskeligheden, men tilsyneladende intet personligt ansvar som mennesket er givet, så dårskaben ville kunne undlades fremover.

JHM: Justitsia-kulturen er ikke blot udansk, men umenneskelig ved det faktum, at den ikke vedkender sig menneskeslægtens vækstpotentiale som stillet i sit personlige ansvar af hjertets myndighed. Man gør kun, hvad man kan stå inde for her i livet og gør man mere til, ja så kender man jo sin skyld som menneske, da den altid er konkret, ikke lader sig henvise til nogetsomhelst udenfor slægtens forsonende videre udviklingssigte. Og det sigte er dømmekraften, ganske som den meget faktuelt kan opstå, når livets eget hjerte fortæller, hvad usle mennesker sidder og laver med andres liv og hvilken angst de dermed genererer i det ellers fortrolige, trygge liv, der nok skal finde vej ud af sine sorger og bekymringer, såfremt det altså var givet lov dertil, hvad det netop er, uagtet fornuftens retfærdigheds-dyrkende dårligdom: Idealismen. - Der kan aldrig være hjertegodt sigte i jagtgeværer og lignende i landets universitære kantiner, men i idealismens kultiveringsmåde af kødets sind kan der netop være god grund dertil, thi dens love håndhæves jo med pistoler i bæltet og i forkyndelse af selvets uendelige frasigelse af ethvert menneskeligt ansvar, da ingen organisk sands gives i dens romantiske vold. Gud i vold til beskyttelse af hjertets borg! Vær hilset, Deres Majestæt, Droning Margrethe.

Ja, jeg revser videre: som om det var op til utro mennesker uden indsigt i menneskelivets sandselige hjerteorden i sit eviggyldige organiske vækstleje at sætte sig i magtens sæde, når det end ikke er tilrådeligt for det troskyldige pligt-opfyldende menneske, der såvidt kender sit personlige ansvar som menneske i livets udviklende samfundne sandselighed. Og det er forskellen, så Vor Herre bevare os rets-fascistiske statsborgere aus dem Volkspartei, NSDAP, det National Socialistiske Danske Arbejder Parti, der grundes og kultiveres frem i sind og adfærd via fornuftens selvbestaltede teknologisk-teknokratiske systemer, der alle som en hævder deres fantastiske fremskridt i toner af køb mig, køb mig, køb mig eller overtonen: Såfremt du ikke køber produktet og lærer at anvende det, så er du at betragte som kriminel eller ligefrem terrorist! Kan du ikke lide lugten i rets-fascismens bageri, kan du ikke klare mosten i dens selv-lovgivne, regel-retning af dit menneskeliv, så du kan blive en god skatte-betalende civil og afstumpet borger, der deltager og tilegner sig færdigheder i dårligdom, sygdomsfremkaldende livsførelse og overforbrug, så er du at betragte som ulydig, ulovligt menneske. - Værsgo danske SVIN, tror I at I kan løbe udenom sandheden i det oplysende menneskesamfund, hvis udtrykkelige sigte er kærlighedens forløsende sejrsgang i hele menneskeheden og vel at mærke en adfærd bestemt deraf i sit levende kreative?
- Husk på, at der findes en hel masse mennesker på jord, hvis opmærksom sagtens kan rettes mod Jer, der ikke adlyder den kongelig menneskeånds hjertelige adfærd i dette lille danske land. Næstekærlig hilsen en røgter, der minsandten hedder Jens og hører så ganske traditionelt til i dette lille oplyste livs land. - Om nødvendigt kommer der naturligvis navne på de ledere, der skal have en hånd med til at få den sande kærlighed at føle, den der udvikler og skaber vækst, uafhængig af pengepung og uafhængig af lovens fantasier.

MHJ). For ret at kunne bruge den mere eller mindre videnskabelige eller bare kategoriserende, deraf faglige sprogbrug til at afdække et område, et fænomen, et delelement af alt, da det jo altså har indflydelse på vor eksistens, overlevelse og trivsel på jord – før man kunne det, skulle vi som menneskehed altså vinde indsigten i ordet og derefter lade os indrømme af det, ja af dét, som det siger os i kødet, vort liv. I år nul kommer der et almindeligt menneske i vor kulturkreds og fortæller os, at vi er åbenbaret ved at åbenbare os, give os sandsen for det afgørende for vor udvikling på jord. Han kaldes Jesus Kristus og det er så hans navn, deraf tillige navnet på den grundlæggende indsigt i menneskelivets hjertelige natur her på jord. Med den mand, det menneske kommer indsigten i ordet, hvilket betyder at ordet bliver fattet, forstået. Vi gives dermed en livsbekræftende forstand at holde os til, samt værne om.

En anden måde at sige det på er, at hvor man før år nul, før jesu herkomst opfattede ordet, der på græsk også kaldtes logos - og som man iøvrigt sandsede, at mennesket altid arbejdede omkring og blev givet retning af til liv og handling. Det græske Argon kan oversættes med arbejde og er stammen i det ord, vi kender som: Argument. Et argument er følgeligt udtryk for et livserfarent stykke arbejde, en mening, der udtrykker en menneskelig holdning i sit mellemværende med logos, alts orden, potentiale og faktiske udviklingsretning.

– Hvor man før år nul var på vej til at forstå alts orden, logos i universet, men således var vendt mod verden, iagttagelse af den ganske verden og derfor ikke kunne placere et udgangspunkt for den orden, de lovmæssigheder man sandsede - hvilket iøvrigt skabte netop den uoverenstemmelse mellem viden om alverdens fænomener ude i verden og så menneskelivets egen indsigt i sin eksistens og sine eviggyldigt nærværende overlevelses-vilkår. En uoverenstemmelse som vi stadigvæk kender og som vel at mærke ridder os som en mare, generation efter generation, men som altså også er opklaret, finder sin ulidelige gentagelse i kraft af de svin, der med deres utro livs førelse bekræfter de græsk-romerske institutioner, kapital, stat og universitet. Tredje gang, helligåndens stund.

– Hvor man før år nul var på vej til at forstå ordet, men vendt mod verden ikke kunne forstå alverdens fornuftige, lovmæssige, universelle orden, FØR man, vi som mennesker i menneskeheden havde forstået vor egen orden, ja så kommer den afgørende erkendelse af livet først med Jesu herkomst i år nul, hvor menneskets eget ord første gang tales sandseligt sandt af hjerte. Jeg gentager: Man kunne ikke koble alverdens ordensmåde, dens gang og erfaringerne dermed som et brugbart gode for menneskenes liv- og samfundsudvikling, FØR menneskelivets samfund havde fundet sit eviggyldige samlingspunkt, før det var blevet erkendt. - Der var rent faktisk ikke noget menneske, før år nul, det var kun bedsteborgere, der havde karaktér af, at være; ejheller var der et samfund, der blev forstået på baggrund af den menneskelige mangfoldighed, det menneskelige potentiale, ja sit menneskelige omdrejningspunkt i hjertets ernæring, udvikling og udfoldelse. Før år nul var mennesket ikke erkendt på sit væsen som stillet med et hjerteligt åndedræt på jord, men derimod i fornuftens himmel. Sagt med andre ord var Jesus den første i vor kulturkreds, der kom og hev fornuftens jødiske og græsk-romerske samfundsorden og dens statslige guder oppe i himlen, blandt de privilligerede, NED på jorden og IND i hjertets kød.

JHM: Og det kan den kapital-statsborgelige kultur ikke indrømme, fordi den er fanget i den græsk-romerske kulturs institutioner, kejser Neros sindssygdom, fornufts-magtens romantiske syge, der ikke kan holde ud at høre om himmel og jord, fordi sygdommen netop består i at opkaste sig selv til himmelske magters poster, hvorved angsten for det jordiske liv, vi ellers i al ærlighed, al sandselighed kun kan være godt stillet sammen om, vokser og vokser som en anden matematisk eksponential-funktion. Og det går naturligvis direkte i børnene, der uvilkårligt efterligner de voksne, omend der netop også findes børn, der med sands for alt det menneskelige vender sig indad, for at finde indtil deres forældres, menneskenaturens tro kærlighed, personlige ånd og nærvær. Det kan så videre sagt naturligvis være svært, når den udbenes fra 1. klassetrin og opefter. De, den kapital-statsborgerlige kultur kan med andre ord ikke indse sit leje på forstandig vis og hiver dermed blandt andet hele lovgivnings-apperatet op til deres, vanviddets systematisk praktiserende livsførelse – i form af f.eks. selvhævdende reference til menneskerettighedernes domstol i stressborgens blå luft. Så sandt at sige: Ethvert rocker-miljø har jo sine mafiose afpresnings-metoder, menneskets ærlige miljø derimod ingen, thi der ytres kun, hvad der sandt tør siges med henblik på velvære iblandt os. – Men ellers i tråden her med den selvoptrukne kapital-statsborgerlige stand, så går det efterfølgende stærkt med at opdrage, opleve, opvokse, oplyse alle de mennesker, som det kapital-statslige kultiverings-system med sine autoritetstro tilbedere føler sig ansvarlig for, uagtet at potentialet, ånden til at gøre det ikke er givet deroppe. Menneskelivets ånd lader sig ikke bekræfte eller formidle via satans magtsyge lovbygninger. - Så hvad tror du, at du kan lille Satan, løgnen og sorgens mentalitet! For du får her at vide, hvad du rent faktisk har gjort og fortsat gør i mine grønne øjne.

Og kære læsere, bliv ikke forskrækket over personificeringen, for menneskelivets egen ånd lader sig kun meddele og høre ad personlig vej – aldrig af fornufts-etaten. Desuden er det mig en stor menneskeglæde her at kunne bekræfte livets egen hjertelige ånd i sin helt naturlige modstandsdygtighed overfor ondskabens virksomhed, thi da er der jo atter sandseligt åbent lys, håb og sigte til at helbrede liv og samfund med her i kongeriget Danmark, menneskeslægtens kødelige samfund på dansk grund. - Tag Jer ikke af satans kosten rundt med Jer, thi hans ånd er i sandhed ingen magt givet dertil, værn istedet om den indsigt hjertet fortæller Jer og som til hver en tid kan lyse satans skam i band, mane det menneske til jorden, der måtte være besat af hans rodløse himmelske vildfart i begæret efter magten, fornuftsvirksomhed, endog financierer sin tilværelse på ikke blot bekostning af andre menneskers liv, men på bekostning af menneskelivets udvikling på jord. Den romantiske selvglade kapitals-statsborgerlige kejser Nero mentalitet ofrer som bekendt allerede sine børn i 1-2 års alderen - også derfor kan det måske være svært at indse helligbrøden. Men indrømmer du dit navn i kærlighedens tro, ja helt menneskenaturlige sigte om den så kaldes ved forskellige navne - eller er du for eksempel døbt, ja så vil den indsigt komme helt naturligt og dit personlige erfaringspotentiale være rigeligt til at undlade at skulle deltage og bekræfte, hvad der intet bæredygtigt liv giver, udfolder og udvikler. Alt imens du undlader som sagt, skal du naturligvis finde vej ud med dit sigte på bæredygtig vis, for kun sådan kan menneskelivets kultur kultivere sig i sin hjerteligste retning. Rom blev ikke bygget på en dag, nej, men det er også fuldstændigt ligegyldigt set i forhold til hjertets åndsbygning, der ved sit simple åndedræt holder åbent hus i al evighed. For se det kan den arkitektonisk fornufts-kultur immervæk ikke præstere og sådan er det jo med kompetence.

MHJ). Ordet blev til menneskekød, erkendt som sammenfaldende med al menneskelig realitet i sit levende, åndende liv. Ordet blev dermed jordet som vor hjertelige krop, hvorom alt godt, al udvikling, al trivsel drejer sig. At ordet blev til kød betyder også at kropslig sands er afgørende for hørelsen af budet, livets egen sandhed til menneskelivets sandselige erfaringsgang dermed: VÆKST. – Og her falder den akademiske uddannelses-tradition, der også tæller folkeskolen jo med et brag på motorvejen, skvat, splat. Ordet er stadigvæk ikke skriften og jo mere skrift, der tages indenbords og regler, der overholdes des sværere bliver det at høre ordets kød meddele sig i sit kreative, milde sande som sandselige livsudfoldende og samfundsudviklende sigte. Det foregår altid personligt, hørelse kan ikke standardiseres eller irettesættes – ikke uden hørelse af vort kød og høres det sandseligt godt, ja så forståes det også, at der ingen yderligere grund gives til at irettesætte eller standardisere nogetsomhelst, thi menneskelivet er ikke ondt.

Det har taget mere end 2000 år at forstå ordet som helt central i menneskelivets erfaringsmåde og vækstform, men det åbenbaredes altså med Jesus, ligesom det er åbenbart for ethvert trygt barn, der bare elsker livet og derfor får ondt i sjælen ved at opleve vold blandt mennesker endsige senere at erfare, at det tilsyneladende skal efterligne døde voksne i deres slave-tænkende samfundskategorier med dertilhørende tvangshandlinger. – Mennesket kan hverken vokse eller trives i så massiv en utroskab som den vesterlandske akademiske stats-tradition oplærer sine borgere til at forføre livet til. Det har hele mit liv undret mig, hvordan så mange mennesker kan få sig selv til at deltage i ondskabens lovbygning, uden at ane uråd. Desuden irriteret mig frygteligt at skulle føle sig alene omkring indsigten i livets almindelige element: Lysets sands, fordi det således ikke i tilstrækkelig grad kunne bekræftes og jeg blive stærkere som menneske gennem den person, jeg er – som almindelig, naturligvis levende, voksende identitet i kærlighedens ånd.

NB: Der er mennesker i Danmark, der er gået videre med at tage vare på kommende generationers kærlighed i vækst og trivsel gennem fornyende livsførelse, da de véd, at ingen bæredygtig udvikling kan bestå, såfremt de undlader at gøre det. Det betyder, for nu at bruge den romantiske statskulturs foretrukne livserfaring, tvivlen, da den som fornuftsvirksomhed forplanter en sådan – det betyder, at pågældende, der her henvises til ikke tvivler. Og jeg tilføjer: Forhåbentlig fordi de ikke længere har grund til det, dermed har forstået at sådanne grunde jo er fuldstændig ligegyldige uden menneskets slægtstro natur i sin naturlig udviklingsmåde af hele vort kød og blod.

JHM: Det har hele livet undret mig, hvordan så mange mennesker kan få sig selv til at deltage i ondskabens lovbygning, uden at ane uråd. - Ja det begyndte sådan set med en konstatering af, at man ikke er givet lov til at leve på jord i det danske land, medmindre man smigrer sig ind hos den del af befolkningen, der lever fortrinligt ved det skattebetalte afkast som loven giver dem. Og medmindre, at man løser de fornemme opgaver de stiller gennem skolegangen, der samtidig er adgangsbillet til at leve og vokse videre.

Desværre, ja det er nok lidt misledende at sige, men desværre var det også min natur at indse, at ikke alle havde så let ved at løse de fornemme opgaver, der kunne give dem adgangsbillet til fortsat at være lige nøjagtig det hjertegode potentiale, de ellers uden tvivl var og når tid så måske kom også kunne finde lejlighed til at vokse og udfolde sig til deres personlige livs glæde. Det var ikke let for dem og betød så bare at deres personlighedsudvikling gik i stå, foruden hos mig erfaringen af, at jeg ikke kunne slå til i forhold til at oplyse dem om deres gode – jeg blev naturligvis en styrekarl, da det var bundhamrende uretfærdigt følt med barnets hjerte. Hvad tror I, at den retfærdighedssands har karaktér af som barn?

Men loven: Loven gjaldt over hele Danmarks område lod det sig forstå hos mig som dreng, det faldt mig altså bare også ind, ja af gudvé hvilken grund, naturligt at optrævle og indse, at ikke alle var givet lov til at financiere deres tilværelse alene i kraft af lovens omstændighed. Andre skulle betale. Begrundelsen var udvikling, at vi skulle lære noget, for at samfundet, kaldet Det Oplyste Demokrati kunne udvikle sig.

Fint, så gør vi det måtte jeg slutte, acceptere, lære at forstå, altimens det faktisk gjorde ondt i hjertet sådan at skulle koncentrere sig om sit eget livs succes, når nu det gjorde ondt på visse andre, der gennem hele skolegangen var led og ked af deres tilsyneladende manglende evner for at være nogen og blive til noget.

Det har da også ført til megen vrede hos mig senerehen og især i forhold til dem længere oppe i systemet, der netop aner uråd, men ikke tager det til efterretning som mennesker. Den erfaring koncentreres hos mig på universitetet til jeg må afbryde min deltagelse i dens misligeholdelse af vort samfundsliv. Og den skal uden tvivl også ses i lyset af min opvækst på landet, i den milde landbobefolkning, for hvem det er så fremmed at vende vore forskelligheder eller indestængte, nedarvede vrede imod mennesket. Omgangen med husdyrene betyder noget i den henseende, fordi menneskets jordbundne erfarings-horisont da kun kan vokse i sin klarhed. Dyret skal håndteres. – Og det har de ikke forstand på, på universitetet, der så hos mig udvider sig til, ja lader sig indkredse til hele denne, nærværende åndshistoriske udlægning: Den romantiske, græsk-romerske arv skal ud og ansvaret er placeret, ganske som det altid har været.

De bliver hængende. Mødet med mennesker, der vidste bedre, anede uråd, men gudhjælpme blev hængende og tog en selvindbildt rundtur mere som det kan siges, så man må spørge, hvor deres livsbillede og forståelse af deres placering i samfundet er henne. Ja man kan da for helvede ikke ændre, endsige udvikle et system af den samfundsmæssige størrelse, stats-systemet, ved at inviterer flere og flere ind i det. Der viser selvretfærdighedens ånd sig på det grusomste: For der sker jo nok ikke noget ved at lige netop jeg bliver hængende...og tiden har jo også ændret sig... Eller den her, der så tydeligt kan høres: Jamen vort samfund har jo uddannet mig til det, jeg laver. En slags, haha, I ku´bare have taget mig alvorlig alle sammen, for jeg vidste da godt, at det var forkert af mig at blive hængende, men... - Deres forståelse af vor samfunds-opbygning var uhyre lille, for ikke at sige lig nul.

Det måtte jeg desværre sande, såfremt jeg skulle kunne stå ved dét, jeg kommer af – og det kan der da ikke være tvivl om, at man skal, fordi mangfoldigheden af kulturelle baggrunde, erhvervsmæssige baggrunde i vort samfund ellers ingen samhørig stemme kan udvikle sig omkring i de højere samfundslag, hvis helt klare dagsorden er at afvikle sig selv og komme ned på jorden, såfremt de ikke ligefrem ønsker at falde derned med et ganske omfattende klask. Ja det har jo altså fundet sted, men finder fortsat sted og døningerne af det er dét, der foregår i øjeblikket: Den globaliserende universitære kapital-verdenshistorie er i krise, fordi den aldrig har været i kontakt med livet: dutdutdutdutdut...

Men desuden er det jo bundhamrende utroværdigt, såfremt man ikke kan regnes som værende fuldgyldigt oplysende menneske i vækst, uanset hvad man kommer af – men derfor ejheller uagtet sit mennesketro vækstkendskab her på jord. Jord blev der sagt, det betegner næringsriget, vi hører til, uanset om man kommer fra landet eller fra den politiske kultur, byen, der jo altid har flertallet bag sig på grund af stats-kulturen, der nedstammer fra oldtidens polis, bystaten Athen, senere bystaten, Rom - og derfor aldrig vil kunne udvikle et land på oplyst, menneskekærlig vis.

Så hør dog for helvede efter Jeres egne kulturerfaringer, istedet for at ugyldiggøre dem, når nye generationer, gang på gang ærligt opstår af dem i voksende klarhed af, at det sgu ikke er så godt som ellers LOVET, men dog tager det til efterretning. Og nu som jeg afmonterer hele lovens mentalitet og rædsels-regime.

Samfundet, det er altså ikke et stats-system, kære menneskebørn i statsborgerens universitets-industri, uddannelses-industrien. Det er ikke loven eller universitære lovmæssigheder, der tæller eller gælder i udviklingsmæssig henseende. Nej, det er samfundsoplysningen, der kommer op nedefra vækstens eget under og op i ledelse af lyset vidt og bredt og hele vejen rundt, ja næret af kærlighed dertil og derfor i voksende klarhed med sit personligt ansvarlige sigte for at kunne drage videre omsorg dermed.

Og den ledelse samler sig i livets egen givende hørelse og ikke i læsefærdigheder, ikke i reference til diverse teksters love eller yndlingsforfattere, der hives ind efter forgodtbefindende for at redde sin egen usle røv eller pengepung, overførsels-indkomsten, der i dette lille oplyste land altså er forbeholdt fattige sjæle.

JHMJHM – At tilværelser på overførsels-indkomst er vokset i vort land skyldes utroskab, den utroskab som bankfolk, børsdrenge og lignende hjertesvage mennesker siden tidernes morgen har forestået i fascineret, hør paralyseret, sindssyg tilbedelse af ædelmetallernes varighed, guldet, senere pengene.

De glimrer stadigvæk i deres selvindbildte tro på det forædlende overmenneskes ledelsesmæssige forrang - hørte I det A.P. Møller-kultur? Tilsvarende gælder det altså også den befolkningsgruppe, der forsker i ædelgassernes varme luft og pludselig gribes af angst, fordi den ligesom siver ud af atmossfæren og os med, ud i de sorte huller, der er så kraftfulde at intet lys kan lyse det op, ja selv lyset bliver slugt af mørket – og fordi alle jo er lige for loven!!!

Hvorfor holder I Jer ikke til komposten i sin organisk arbejdsomme sammenhæng, thi da vil I, benævnte forskningskultur jo kunne lære at forstå, at I sidder og prutter i vort eget hjertegode menneskesind, fordi I slavisk følger lovmæssigheden, uden at kende dens voksende begræsning. Ja begrænsning i forhold til vækst i sand indsigt, vel at mærke, der som sådan naturligvis ligeover, samtidigt er samfundets udviklingspotentiale, vort menneskeliv.

I læser måske ikke det her, men hør engang: Ædle stoffer er aldrig et kriterie eller en målestok for varighed i menneskelivets samfund og fastholder man, knytter man en virksomhed til den slags, så binder man menneskelivet til en verden, der ikke er i kødet. Ja så betvinger man gennem en sådan kultiveringsvirksomhed livets sind til at opvokse og leve i underlæggelse af verden, i under-verden, dødsriget. Og seså bliver vi altså befolket af fattige, døde sjæle, der har overførselsindkomst nødig, for at deltage i den videre forædlings-industri, ja blive overført til det tilsyneladende levendes rigdomme.

- Hvor langt vil I ned? Hvor dybt vil I synke? Og hvem skal da hente Jer op, når nu det turde være klart, at statskulturen har ladet sig fundere på, ja knyttet sig til ædelmetallets kulturer? – Jeg gentager: Hvem skal da bekræfte den egentlige bæredygtighed, den egentlige, ganske hjertevarme og helbredende varighed her i livet, menneskelivets levende, åndedrætsbegavede samfund, ja den hvor rigdom gives af hjertets begavelse i almindelig sandfærdig, ærlig, troskyldig og pligtopfyldende vækst?

Hører I, forstår I: Ædelmetallets fascination, vor længsel efter varighed, holdbarhed, det er en omvendelses-mekanisme. Og dens kulturer vender altså sindet om, så det vænnes til at gå mod dødsriget, ja at vokse i voksende selvdestruktion – thi livets hjerte arbejder jo ganske hårdt, for at fortælle Jer det.

Købmandsvirksomhed opstår omkring den fascination. Metal-redskaber er mere holdbare end f.eks. en træplov. Målestokken på markedet udvikles, vokser frem via vor handel og vandel, gøremål. Der sker en standardisering omkring den mest eftertragtede vare, det bliver for flygtigt, skaber ingen ro og fred, hvorfor behovet for en fast målestok, holdbare standarder opstår.

Købmandsvirksomhed omsætter, omveksler menneskets fornødne varer for penge og tjener på dem, profit hedder det traditionelt. Den profit sættes videre iværk, den investeres, hvormed økonomisk vækst bliver en realitet, en omverden for visse mennesker at leve videre på. Mange drager fordel af det, da økonomisk vækst ikke lader sig gøre uden egentligt arbejde med de livsfornødne varer, der lader sig dyrke på jord og som vi ikke kan undvære. Sådan er økonomi i sin økologiske forstand, penge eller ej – og læg mærke til dét, for udvekslingen, omvekslingen behøver ikke foregå ved mellemkomsten af penge. Læg mærke til dét, fordi det er en øjenåbner i forhold til at se det allerede eksisterende liv, der ikke omveksler via kaptialens universitære stats-paradigme.

Ordets udviklingssigte, hjertekødets egen.

JHMJHMJHM. Ordet er hjertekødets egen omvendelses-mekanisme i sigte for vort helbred og videre færd med menneskeslægten. Det er vort menneskelige omdrejningspunkt, vor oplysende menneskearv, vort liv og arbejde til samfundets videre-udvikling - ja om vi så skal oplyse hele menneskeheden om, hvorfor det præcist er sådan.

- Jeg foreslår, at dette modersmål først og fremmest koncentrerer sig om Danmark, fordi vi da måske ville kunne tjene øvrige lande som et godt eksempel på menneskelivets samfund i oplysende udvikling. Der altså ikke har nødig at forbruge kommende generationers udviklings-potentiale, endsige den tredje verdens lande i form af noget så storheds-vanvittigt som f.eks. det romantiske know how. I skal med andre ord ikke tage fejl af WeKing’en i Nordsø-Østersø-området, thi vi står allerede som stenstøtter last og brast i kongerigets navn. Ikke som stolte, men oplysnings-tro mennesker. Vi vil gerne vokse videre på oplysende vis, men ikke på romantiske, kapital-idealistiske vilkår, hvorfor vi er nødt til at holde stand til hjertet i slægten kan følge med. - Ja, vi holder fortsat på varmen i det kolde nord, nemlig indtil forskellen på liv og verden er forstået i sin udveksling, i sit naturlige nærværende klima og kropslige åndedræt dermed.

JHMJHM. Nu sker der imidlertid dét, at købmanden også begynder at investere i fascinationen. Først kom øksen i metal, siden skovlen og så videre, deraf ædelmetallet – og altså som sagt en standardiserende adfærd deromkring. Markedspladsen. Fascinationen er ikke løsrevet brugbarheden, metal-hakken holder længere end træ-hakken eller sten-hakken, der er for tung. Men den holdbarhed knyttes altså til metallet og derudaf vokser fascinationen af ædelmetallets holdbarhed - der imidlertid ingen brugbarhed er givet i det nærings-givende arbejde på jord. Læg mærke til dét.

Hvor vi således skulle have gjort en indsigt, en indrønmelse vidt og bredt, der følgeligt er på vej op til os, ja så fortsatte den indehavende, besiddende ædelmetalliske kultur med at fastholde sine forretnings-forbindelser. Sit netværk, som det hedder i dag. - Og dermed så at sige at knægte ligeværdigheden eller agtelsen for den fælles-menneskelig relevante livserfaring, der sker over én kam med os, når alts udvikling fortæller os det samme i kødet.

JHMJHMJHM. Og det er dét, der pisser mennesket af, altså knægtelsen af sandheden, hvis formål er at løfte os sandseligt op i overenstemmelse med alts udfoldende gang af sit potentiale, der som bekendt også har givet os en jordisk levende, udviklende historie, en organisk sfære at ånde i og med.

Købmænd er ikke onde eller dumme – min morfar var bl.a. købmand og min bedstefar bl.a. hestehandler. Men indrømmelse af vor fælles-menneskeligt udviklende liv her på jord er betingelsen for, at udvikling kan ske ad fredelig vej. Når det almindeligt, fremvoksende sande ikke indrømmes, så bliver vi vrede - og forvredne, såfremt det direkte ugyldiggøres. Derfor er vi bundet til vor hørelse – og ikke mindst, så vi næstekærligt kan meddele de hørehæmmede om, hvordan det står til her i livet på jord.

Det omhandler hele menneskeslægten, drejer sig altid om at høre dens gang med os i alts udfoldende potentiale. - Det betyder, at der altid er sandhed at overveje og ligefrem indrømme, for at vi overhovedet kan komme til at sandse, hvordan vi så gør eller skal orientere os fremover. Og det er vi ikke gode nok til – ja af alle mulige og umulige grunde, undskyldninger, som dette lille skrift jo altså i egentlig forstand svarer på. Siger ikke findes.

Der findes ingen undskyldning for ikke at indrømme, hvad sandt er på ærlig vis – men det er ikke sørgeligt, det er glædeligt, fordi der derigennem opstår en voksende sandselighed, et voksende kendskab til vort, menneskeslægtens liv, her på jord. Og videre altså sands for vor udvikling, ikke mindst omkring de ømme punkter. Er vi ikke gode nok til at høre, indrømme og indse – er vi heller ikke gode nok til at meddele os kærligt, altså i varetagelse af den hørehæmmedes manglende indsigt, forløsning.

JHMJHM. Guldet bliver til sig-selv i og med det i sandhed ingen brugbar virksomhed til opretholdelsen af livet længere er givet. Metallet gav os redskaber at lette arbejdet med, men ædelmetallet kan ikke yde noget til vor kropslige trivsel. Og det er jo så et udtryk for, at vi som menneskelevende organisme i udvikling har erfaret metallets begrænsning. Menneskelivets vækst har det ikke længere nødigt, ikke som stort andet end en skovl. Det er organisk sands, jeg forsøger at udtrykke. Metal-forarbejdning er helt fin, brugbart, men metal-alderen er efterhånden overstået. Vi har forstået, hvad metal skal bruges til og ikke bruges til, våben f.eks. – Ja, metal-alderen, den er ved at finde sin erfarings-slutning. For den er fundet, den har forlængst fundet sted i alts potentiale. Guldet er f.eks. blevet til papir-penge og videre plastik-kreditkort.

Guldet bliver altså en selv-retfærdiggørende, selv-forædlende mekanisme, der spræller i tiden og gør brug af den iform af fortid og fremtidssnak. Tidens djævel er som bekendt det forførende her i livet, der ingen rod gives i vort hjerte, vort organiske næringsrige, liv og arbejde dermed. - Når det nu er sådan og altid har været sådan, så kan vi jo ikke lave det om...og iøvrigt er der jo en god forretning i det. Lad derfor fortid være fortid og fremtid være fremtid!!! – uden kendskab til år nul, uden at være her og nu, kommenterer jeg en sådan magelig uforstandighed? Uden livsfylde, medmenneskelighed, sandhed og sandselighed at opløftes og oplyses af i dette vort liv, her på jord, gentager jeg i samme forstandige ånd? I KAN FANDME TRO NEJ OG JEG SKAL NOK GØRE MIT TIL, AT I LÆRER DÉT – INDTIL DA: VIG BORT, TIDENS USLE MENNESKE.

Investeringen i fascinationen, det er bankvirksomhed. Købmandens profit, der er helt og aldeles afhængig af hans leverandøreres arbejde med vore livsfornødenheder, deres distribution og hans omsætning deraf - ja den blev med tiden omsat i mange tiltag, der skulle gøre det lettere at drive forretning og således optimere en, ja lad os bare kalde det en profitabel ædelmetallisk cyklus. Købmandskulturen fremvokser erfaringen med handelsprincippet: noget-for-noget.

Ud af det springer vekselér-virksomheden, bank-virksomhed: lån til gengæld for rente. Noget-for-noget: Du kan låne, men du skal betale mere tilbage til mig.

Det vokser frem og bliver lovgivende. Der bliver videre en stat ud af, der i dag skal kendes som kapital-stat. Helved er dermed skabt, fordi det bliver strafbart ikke at betale mere tilbage til udlåneren, ja, men det er kun det ene ben. Thi det forudsætter blandt andet, at man kan leve uden at tage lån. At der med andre ord gives gyldig, menneskekødelig, næstekærlig værdi at indrette sig efter, ja i overensstemmelse af. - Og hør, det er der vel ikke noget i vejen for eller hva’ forførende skattestat, har I lært jeres folkeskolede, gymnasiale, universitære befolkning dét? Har I ligesom vænnet dem til tanken? - MÅ MAN IKKE ARBEJDE FOR KOST OG LOGI LÆNGERE? MÅ MAN IKKE TJENE SIT LEVEBRØD I HJERTETS OPLYSENDE NAVN? MÅ MAN IKKE BO? OG PÅ HVIS JORD?

Bornholmeren, Glistrup var 100 % tro mod kongen, sagde ovenikøbet frem, deltog, beviste det ovenikøbet – men hvad gør I, hvad er jeres handlemønster i den romantiske statsborgerlige, selvretfærdighedsdyrkende mentalitet? Og hvordan er børs-drenge og bankvirksomheder, penge-spekulerende virksomhed blevet sidenhen? Galoperende ad helved til, fordi det er blevet klart, at menneskelivet ikke kan overleve, såfremt det ikke også af hjerte føler sig forpligtet på at deltage i satans idealistiske virksomhed!!! Det oplyste demokrati er ikke oplyst i sin dømmende adfærd!

I 20 år har resterne af det oplyste menneske, der altså har vækst nødig, derfor måtte trække følehornene til sig og lade statens idealistiske byld mærke, hvad der sker, når Fædre-landet viser vej for uvorne unger. Det er så at sige barmhjertighed på et andet, mere egentligt plan, de gamle i gårde. Fronten og skille-linierne trækkes dermed op hele vejen ned igennem arvemassen, vor ånd og kød, så statens folkelige omstændighed kan mærke sit romantiske ophavs næringsvilkår. Ja sådan gør dansk forstand altså, når fornuftens varme luft intet løfter, ingen vækst bringer. – Og se det er uheldigt i samme udstrækning som kapitalens vækst-begavede ikke er bekendt med vækstens midte og livsopførende udviklingspotentiale til det videre givende.

Samfundets udviklingssigtet går med andre ord tabt, foruden mange, mange menneskers liv, når det kongetro Fædreland i ledelse rejser sig gennem kapital-økonomisk vækst. MEN: tilbage står menneskelivets kongetro forstand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, klar til at blæse satan et stykke op gennem pivhætten – så begge lejre, kapitalen og staten, kan fatte deres utro ægteskabelige livsforførelse. Ja man kan ligefrem i visse ansigter se, på fjernsynet og så videre, hvordan blodet forlader hovedet, når sand næring koncentreres i vort hjerte, her på jord. Vækstens gnist i sit forsømte udtryk, kunne det også kaldes og den kan som sådan, blandt andet sidde i panden, ikke som bums, men som horn: JEGET forsvinder ud af hovedet, hukommelsen, selvretfærdighedens overanstrengte kultur, hos dem, hvis hjerte dog hører sit kød. Der er ikke nogen, der har puttet den her beskrevne inderst-yderst menneskekære tilbagetræknings-mekanisme ind, nej det bare ordets hjemkaldelse til livets ånd, her på jord. Det er kroppens, hjertets afladende handling, så vi som menneske ikke står ladet i magtens, kapital-statens fornuftende og således uendeligt eskalerende, reflekterende og derfor angstfremkaldende præstationsniveau – thi det sætter nemlig kroppen i et kronisk, permanent alarm-beredskab, ja den begynder simpelthen at opfatte sig som værende i en overlevelses-situation. Og så højt et adrenalin-tryk, alarm-beredskab kan kroppen simpelthen ikke holde til som normalitet. – Er I med, folkeskole, folkestat, hvor alle-er-lige-for-loven og alt derfor søges bragt i overensstemmelse dermed, fordi det jo altså godt kan gøre ondt at skulle indrømme sine fejltagelser. Og da især hvis de er gamle og har mange år på bagen. Ikke desto mindre: Ønsker I sandseligt nærvær i krop og liv til at erfare og udvikle os med?

- I den danske befolkning har det taget syv mile og en høstak at fatte, hvor mange år de er blevet taget ved røven af mennesker uden nævneværdig gudsfrygtighed. Kapitalismen lever i en tvangsmekanisme, en selvsvings-mekanisme og det betyder at børn vokser op i en sådan omverden. -Gudsketakoglov er der også en menneskelig omgivelse for dem at vokse videre af og med. Dog ikke anorexi-børn, noget jeg er meget tilbøjeligt til at opfatte som den ædel-metalliske kødeliggørelse: Selvretfærdighedens eller jeg-kulturens navnløse fødsel, satan - der jo altså ikke gives vækst og næring af Gud. Ja barnet, der hører sandt, men ikke genkendes på sin hjertevarme, ikke vækkes videre sulten deraf, fordi falskheden i omverden er for massiv. - Tidligt knæk af tilliden, tillidssandsen ja, men der fremvokser ingen naturlig tillid i en kapital-statslig løn-og-straf-kultur, det er ikke derfra, at tilliden kommer. Det er ikke fra omverden, at tilliden gives, det er fra menneskelivets slægtsmæssige omgivelse, de hjertevarme bånd. Spise-forstyrrelse er forstyrrelse af nærings-riget her på jord. Kan I så vågne op!

I det øjeblik, at købmandens virksomhed knopskyder i bankvirksomhed, så begynder kapitalismen. Alt har sin cyklus, men det relevante er fylden og at vi kan opretholde livet derved. Ja, naturligvis, men jeg siger, at livsfylden indrømmes på sin sandhed, i sit organiske næringsrige - og som jeg var inde på det ovenfor i forbindelse med, at der ingen undskyldninger findes. Penge-virksomhed er ikke vort livs grundlag. Det er jorden og arbejdet med dens organiske næringsgivende vækstform. Deromkring vor krop i sit, menneskeslægtens hjerte. Det er mildt og fredeligt i sin egentlige vækstform – ihvertfald aldrig vendt imod menneskets beståen.

Kapitalismen, guldets selvsvings-kultur, overfører næringsriget til sprogdannelse.
Og da er mennesket forlængst tabt bag vognen. Det betyder, at den symbol-dannelse, der sker med kapitalismen løsriver os fra næringsriget, livets eget vækstleje. Og det stemmer iøvrigt fint overens med, at vi altså skal indrømme, hvad sandt er henadvejen, for at livets egen sandselighed kan forblive vor oplysende orientering i alts gang med os.

Det kan også siges som følger: Kapitalismen er i sandhed varm luft, der forlængst er steget tilvejrs – og altså ingen sand udviklingsmagt er givet, her på jord, i menneskeslægten. Det bevidner dens sprog jo, der er ingen opløftende, vækst-orienteret varme i dem. De er, som man siger: Kalkulerende.

Det ulykkelige ved sådanne sprog, deres ord og logikker er mao. at de ikke kan udvikle, eftersom de finder grund i sig selv – og selvfølgeligt retfærdiggør sig med magt i projektion på den onde verden, under-menneskene lever i: De må jo være dumme, siden at de ikke kan forstå, at vi altså skal leve af noget her i samfundet og følgeligt må tjene penge. Så udvikler vi os nemlig som mennesker, ikke sandt!!!

DET VIL KLÆDE DEN DANSKE PENGE-VERDEN, HERUNDER STATEN, AT PÅBEGYNDE INDRØMMELSES-ARBEJDET MED KONGENS SANDHED OG BEGYNDE AT FORSTÅ, HVAD MENNESKELIVET TJENER I SIGTE FOR FREMTIDEN I AL EVIGHED. Thi der gives intet sprog, der kan udvikle nogetsomhelst, såfremt det ikke er forankret i ordets kødelige menneskehjerte, krop, ånd og sands.

JHM. Ledelse samler sig i livets egen givende hørelse og ikke i læsefærdigheder, ikke i reference til diverse teksters love eller yndlingsforfattere, der hives ind efter forgodtbefindende for at redde sin egen usle røv eller pengepung, overførsels-indkomsten. Den ledelse, den hørelse kom jeg fra, her i teksten – og jeg fortsætter nu, efter at have blotlagt dens kontekst i den utro overførende og overhørende kapital-statslige kultur. På ærlig vis naturligvis.

For hvordan den hørelses samlede, menneskebevendte erfaringspotentiale videre bliver udnyttet, givet sin befordrende liv- og samfundsudviklende kanalisering, ja det er opgaven, man som person kan være stillet med at skulle finde vej for. I det hele taget, kan jeg så istedet sige: At vi i bredere forstand står overfor en udviklingsopgave med at lade hørelsens menneskebevendte erfarings-potentiale overgå til fornyende, livsførende institutioner, der holder vand - fremfor at proppe det potentiale ned som vin på gamle flasker i oldtidens institutioner.

Vi skal lære at omsætte vor hørelse til noget livgivende, samfundsudviklende, samfundsoplysende – og altså høre op med at irettesætte og korrigere. Ja trods det faktum, at den adfærd har rod i grundloven, det gamle testamente, oldtidens ret-færdigheds-opbyggende institutioner, der som bekendt vader let og elefant henover diverse hjerter, der fortsat lever i livets levende her på jord og således i år nul. De opkommende børn i vort samfund. - Ja på trods af den romantiske magtlære, som vi alle i form af den folkestatslig korrigerende og irettesættende, retfærdigsdyrkende kultur er blevet indlært i.

Jeg tænker her, skulle nogen være i tvivl, meget på at undlade skriftkulturens traditionelle omsætning af hørelsen. Ja fordi skriftskulturen jo står i ledtog med så meget andet, satans besnakning, der ikke bekræfter ordets hjerte, ja kødelige hjerte i sin krop, ånd, velvære og trivsel. – Og da også fordi det jo ikke er livsbekræftende eller livsudviklende at sidde og læse en hele masse utro menneskers erfaringer med utroskab, løgn, lede og deslige ved at leve i dette vort samfund, her på jord. - Dog er vi imidlertid også nødt til at forstå, at en sådan selv-højtidelighed, selv-retfærdig skriftbåren atmossfære finder sted, fordi omverden som omgivelse fremmer det. Og når skriftligheden står i hænderne på mennesker, der intet ærligt bærer på hjertet, så... ja så skal der være nogen til at vende det og vise, at der gives ærlig måde med tingene.

Det personlige erfaringspotentiale skal omsættes i menneskelig oplysning og videre livsførende dannelse, kultiveringssigte. Og det foregår naturligvis først og fremmest via ægteskabet - ja skid da være med det, når troen gives i kødet! - det foregår altså, her korrigeret, først og fremmest omkring forplantningen i slægtskødet. Ligeledes derfor jo også i enhver henseende, altså også i arbejdslivet.

JHMJHM. Forplantningens stamme er børnene, altså vore familier - men dine børn er ikke mere værd for samfundet end andre menneskers børn. Moders barn er ikke mere værd for hende end det er for faren. - Forplantningens slægtsstamme er omdrejningspunktet for vort menneskeliv på jord, i nærmere forstand samfundsudviklingens. Det betyder at trivslen i og omkring den indlysende menneske-kødelige omstændighed er altafgørende for samfundets livs-oplysende udvikling. Børn skal vokse op og bliver klare på at skulle klare at opleve livet omkring dets forplantende, såvel uundgåelige som uundværlige realitet. Og det stiller så et helt og aldeles klokkerent krav til uddannelse og arbejdsliv – ja den samarbejdende udvikling deraf: Den angår forplantningen.

At gå på arbejde, hvad man end foretager sig – hvilket så heller ikke længere er lige meget! – men at gå på arbejde er ikke at skaffe. Skaffe føden til sit hjem eller lignende udtryk. Nej, at gå på arbejde, at arbejde det er at give af sit livs kræfter til den fortsatte udvikling af menneskelivets trivsel her på jord – samfundsdannelse og samfundsudfoldelse. Man kan også formulere det sådan her: At arbejde er at sørge for, at der bliver noget at arbejde med til vore børn, så også de kan ernære sig ved en trivsels-betonet udvikling.

Arbejdslivets ånd er med andre ord livets egen, forplantningens. Og det betyder ikke, at du skal kneppe sekretæren på arbejdspladsen og lade din usle sæd forplante sig ad den vej – men stille og roligt, at du gennem dine anstrengelser med at arbejde skal så dine frø i sigte for udviklingen af livets eget næringsgivende vækstvilkår. Arbejde er udelukkende stillet omkring den organiske væksts ånd og sands her på jord. Og det kniber det da vist nok med at fatte for kapital-statens autoritetstro tilbedere. – Desuden fortæller det jo, hvorfor der opstår såkaldte arbejdssky elementer, civil ulydighed, christiania, sociale tabere og lignende hjertetro lidelses-frændere.

Det hjertelige menneske kan og skal ikke deltage i kapital-statens knepperi af sine sekretærere – men til gengæld kan det jo så sine frø.

JHM. På den omtalte vej op med livet, op gennem skolerne og oplevelserne, ja der gives imidlertid betydeligt livserfarne svar på, hvad der er helt ad helved til og altid har været det i vor kulturkreds. De skal naturligvis gives videre i personligt ærligt ansvar deraf, ja, men sgu da i videre sigte for at lade det ansvar bestå, så elendigheden kan sones, udrense løgnens sorg af vort kød. Det er her, at det gør ondt, sønderriver os – og ikke mindst, fordi stats-kulturen er af idealistisk art, den opererer i et fast billede, ligesom matematikken i al sin rodløshed, ja universitære rettelse af sindet og såvidt i skærende kontrast til livets mangfoldigt levende menneskebillede og livets erfarende gang dermed, her på jord.

Sønderrivelsen af vort kød finder kort sagt sted, fordi intet menneske kan bære ansvaret for romernes, statsborgerens, fornuftens spejlvendte fornægtelse af det – dog ejheller lade den omstændighed fortsætte med at formene menneskets børn adgang til en opvækst i livets eget sandselige vækstleje. I og med at vi alle er rundet af stats-kulturen, da den jo har bestemt, hvad vi alle er og har ret til, ja så kan ingen tage et personligt ansvar som menneske af kød og blod. Og det skal fandme være løgn. Træd derfor ud menneske, træd ud af lovens kulturer og stå sammen om opvæksten i livets eget samfund, det organiske næringsrige her på jord. Der er ingen tid at spilde, men alt at vinde, så tænkt dig godt om i den hjertevarme ånd.

SAND UDVIKLING GÅR LANGSOMT, thi det går i over-ens-stemmelse med livets eget afstadige, sted-se, vækstleje i sin gang med alt.

- Forgrib dig derfor ikke, men fat mod og måde, hjertelig vej til at undlade bekræftende deltagele i sygdom- og dårligdomsfremkaldende virksomhed - til fordel for det opstigende sigte, tilsvarende sandselige evne, du dermed gives med henblik på at så menneskelivets frø til videre livsførende opvækst på mærkbar, holdbar, bæredygtig vis. - Erindre, at du er en vækst-knold i menneskeslægtens hjertelige sammenhæng og at du derfor kun kan vise vej videre, ja så, så fremt du deles af glæde i voksende våde med sandselig styrke. Kærligheden er fugtig som grøde. - Vær mild, men energi-fuld som væksten står i sin voksende ene, eneste gang.

- Foræd dig ejheller, thi da forædler du intet gennem simpel prutslagning. Det er at tage gas på levebrødet og det mås man ikke: Ej mimre mus med mås, som horse med balder blafre, thi da ville røven revne! (Johannes, 7, 9, 13, DyNamiT.)

Ja det er fandens nok, at man allerede som dreng skal til at lære de voksne at være mennesker, fordi de ganske vist nok har forstået en masse om, hvad livet går ud på, men tilsyneladende ikke kan sandse det – eller ihvertfald har fået skruet sig selv så meget ind i selvretfærdighedens system, at der ligesom ikke gives anden vej end at gøre, hvad der bliver sagt, uagtet at ingen har sagt det. Ikke desto mindre tilsyneladende ladet de underdanige danske voksne opfatte det sådan. Ja ligesom om, at der var en stemme, der befalede: At sådan her gør man, når man er voksen.

JHMJHM. Ja, det var forskellen på at forstå per fornuft og per voksende forstand, kun den sidste kan jo handle i personlig tone, i personlig ansvarlig hjertelig sands af det forståede. Tvivler du? Er du medlem af fornuftens kritiske bande? Er dit ærlige hjerte ikke forrest, ganske som mit hjerteblod her flyder ud af ordets ånd i tekstens tryk-rengørende giveri!

JHM. Der er mange akademiske undervisere, der burde skamme sig noget så grusomt som menneske, fordi de optræder som undervisere uden at vedkende sig underet og følge dets oplysende bud. Et bud, der jo meget vel kan betyde, at deres vidnesbyrd overhovedet ikke handler om at undervise – men at blive siddende ved sandkassen og klappe kage til deres slægtsmæssige arvesynd er sonet gennem et passende hårdt stykke fysisk arbejde, der kan lære dem hjertet at kende per sonende krop.

Indenda skal de fandme ikke undervise nogensomhelst, thi det er at gøre ondt værre og vejlede i forvejen forstandigt godt liv til at gå fra forstanden. Den forstand, der ellers er den omstændighed, der gør at vi kan høre, se og sandse mennesket i sin udvikling på tværs af fag og brancher, derved opsamlende videre fælles-menneskeligt bevendt oplysende – og således forløsende sigte for kommende generation at drage nytte af. Foruden blot at bekræfte det gode stykke arbejde, der udvikles vidt og bredt af mennesker, der tager personligt ansvar for livet, fremfor at rette sig efter lovens kagemænd.

Ja så det har sandeligt ikke været et kønt syn i min generation, vor tid, som man siger - fordi menneskets udvikling i sine forskellige fag og brancher ikke har haft karakter af at være udviklende en bæredygtig livsførelse i menneskelivets samfundne sigte. Og så sker der en regression, et tilbagefald i hele samfundets trivsel, hvorved nogen uundgåeligt bliver personligt ramt – måske især dem, der har været tro mod en dagsorden, der var falsk, uholdbar, politisk, kapital-statslig genereret. Tabet af samhørighed er det også blevet kaldet, men hallo: Det er tabet af hørelsen, menneskets forstand og måde dermed.

Véd I ikke, hvad det betyder, véd I ikke, hvad der dermed er fortrængt, trykket væk, hensat til kategorien fortiden af fornuftens svanser, de utro mennesker i det danske?

Et klart aspekt er, ja det har betydet at fornuftens koordinerende idioti har vundet frem i sin psykopatiske magt. Sagt med andre ord: Når de mennesker, der sætter sig i ledelse falder til stats-patten, hvordan i hede hule helvede skal kommende generationer da undlade at føre livet ind i en tilværelse på overførsels-indkomst. Der er jo intet menneskeværdigt forbillede i Jeres utro ånd og virksomhed, fat det dog – eller I magter måske ikke at fatte og ligeledes skrive af ærligt menneskehjerte i sit personlige ansvar?

Hør: Det var i nævneværdig grad Jeres, akademikerstandens opgave at forestå den oplysning af den danske befolkning, der var og fortsat er forudsætningen for at et demokrati kan realisere en bæredygtig livsførende kultur, der naturligvis videre-udvikler menneskesamfundet og skaber historisk sands, ikke mindst så den ikke griber forstyrrende ind, gentager sig selv, men kreativt lader os sone og omvende dens grusomme kulturarv i kødet. - Nu sidder I ved livets grønne bord, hos Jens: Og I er dumpet henad en kant, alle sammen, uden at det er en grov generalisering, gengæld eller hævn. Jeg udfylder, giver Jer bare svaret i hjertedommens navn. - I er det med den begrundelse, at I for fanden ikke kan være egnet til at være ledende kultur, når I ingen forstand er givet.

En sådan havde I, men I lod den gå i opløsning via analytisk fornuft, fremfor at tage vare på den og dermed ligeover med den befolkning I skulle arbejde for. Det er så hvad det er, men I skal den unten lynme ikke fortsætte uden udviklingssigte i hjertedommens navn! – Hvor mange nye unge kræfter har I inviteret op til dans via de gymnasiale institutioner? Hvad siger du, Hans Scherfig? – Ja, tag ikke fejl af det hjertetro, vækstens sandseligt levendes ligegyldighed overfor det døende. Rens det istedet for, disciplinér det, bekræft det i sit lys ad jordnær, kropslig, kærlig vej og ikke skriftlig, matematisk, retfærdig vej.

Jeres liv- og samfunds-kendskab er som sagt lig nul i den universitære virksomhed, hvilket sandelig også gælder de uddannelses-institutioner, der omdøbte sig til universiteter, for at blive taget i betragtning af den retfærdigheds-dyrkende kulturs hovedsæde. Men såvidt altså, fordi de kunstarter I underholder Jer med aldrig har været kundskaber forbundet med livets træ i slægten, kroppen og arbejdet i menneskelivet på jord.

Det betyder at I som akademikere er stillet udenfor sand dømmekraft og altid har været det, hvorfor I ikke kan bruge den historie I har præget i befolkningens kød til nogetsomhelst, foruden selvfølgelig at fortsætte løgnens og sorgens bygning i kødet på den danske befolkning, som i hverver gennem skolerne.

I kan altså fortsat henvise til flertallet og loven, så det kan betale til opretholdelsen af Jeres liv i løgnen og forstillelsens ånd. Sikkert og vist er det imidlertid, som vor tid - ja såmænd helt tilbage til ungdoms-oprøret, hvor sandseligheden havde en kortvarig opblomstring uden dog at finde fodfæste og ikke mindst grundet den politisk-akademiske statskultur – sikkert og vist, som vor tid vidner om, er det, at konsekvensen af en sådan underlødig facon betyder et højere og højere præstationsniveau, en højere frekvens, en hurtigere indgriben, 1000 gange så mange teorier, der lige kunne være interessante, flere og flere krav om forskningsmidler, så I ikke behøver at skulle indse sandheden, men kan fortsætte med at leve et liv i teksten som alle, ikke mindst de tilkomne unge liv, skal læse i kraft af Jeres store myndighed og med henblik på at bekræfte den ”gode” samfundsorden, der sandelig, sandelig kun kan bestå, hvis man holder sig til teksten, uden sands for konteksten, ikke sandt.

Konsekvensen er med andre ord, at I har forledt den danske befolkning lige lukt i helvede, fordi I aldrig har haft fat i den oplyste forstand i menneskelivet på dansk grund, som man jo istedet for at undertrykke, hører efter og adlyder i sit optryk. Den forstand vil det altid være ærindet at arbejde ud fra, men der har I aldrig haft fat, fordi den akademiske stats tradition kun vil arbejde i ånden før år nul, den jødisk-græsk-romantiske tradition. Jeres personlige udvikling som menneske i livet er med andre ord ikke sket, den har ikke fundet sted, ja kun i stats-teorien naturligvis, hvilket betyder at I føler det nødvendigt at udelukke alt, hvad der rører ved Jer personligt. I lever i statens sind, idealismen og hvad værre er, I lever og håndhæver det som om det var samfundet.

Det skaber så en aggressivitet i livet på dansk grund, helt ned i det lille barn, da menneskelivets oplysende forstand jo altså ikke lader sig omstøde af plattenslageri, uanset, hvor megen paranoid magt, den sender afsted gennem sine unge soldater. Uden at vide det, fordi indsigt ikke gives i den institution I lever af, så har I med dens arge romantiske arv opfostret den danske befolkning til at adlyde autoritetstroen med magt, fremfor slægtens livstro forstand i oplysende kærlighed. Og derfor udtrykket, at fornuften, fornuftsvirksomhed, hvis paradigme er matematikken som retfærdighedens reference-ramme, den ligelige fordeling som reference-ramme, ja og alskens normaliteter og teknologier til at ”aflaste” krop, hænder, hoved og hjerte i sin hele levende og virksomme værdi til fordel for den matematiske, der jo uha-uha har en højere værdi i forhold til alle, der jo også er lige for loven, bla, bla, bla... – men derfor udtrykket: Fornuftens virksomhed forleder menneskelivet til at gå fra forstanden.

Værsgo menneske på dansk grund: Danmark er atter frit til at lade Oplysningspligten råde af intakt, ærligt, næstekærligt hjerte i sit personlige ansvar for sandheden, der åbenbart kan sandses af mennesker tro mod deres personlige natur. Skal vi give akademikerstandens statsborgerskab en hånd, så ikke resterne af deres hjerte som menneske går tabt gennem misforstået ansvarlighed og dermed videreføres i vore børn?

Kongeriget, det vil sige, menneskeslægten på dansk grund i kærlighedens navn og eviggyldigt trivselsbetonede udviklingssigte i det eneste ene organiske næringsrige, der er på jord – så altså: Kongeriget Danmark længe leve i sit oplysende under indtil fornufts-republikanerne har fundet vej ud af deres synd, utroskab og elendige livsforførelse. Ja for vi står altså ved det Oplyste Enevældes forstand, sålænge at vi irettesættes af Justitsias kulturer, fremfor at blive elsket og troet i vej med det kæmpemæssige erfaringspotentiale, der har været tilsidesat på grund af angsten for sandheden, der betyder angsten for at sandse livet hjertelig gott, videre at erfare det vedvarende som sådan og deraf lade livet gå sin gang med os i sit organiske næringsrige. - Kan I komme ned fra stolen romantiske fornufts-republikanere og ud at skovle møg, lave kompost og udnytte varme-energien i livets egen organisme!

Thi nu forstår I desuden potentielt sygdom og sorg på dansk grund, hvordan det ligefrem indskoles af voksne, der aldrig har fattet at det at være voksen er bundet til livets egen vækst, altså at være voksende hele livet igennem og ikke blot 18 år, der således adlyder, hvad satans-staten siger i sin folke-fascistiske akademiserede løn-og-straf-kultur: Arbeit macht frei, Ordnung muss sein og videre i den mol.

KONFLIKTEN, STRIDEN FINDER SIN FORLØSENDE UDGANG I DET JEG SVARER OPLYSENDE PÅ OG SÅ GANSKE HJERTELIGT ØNSKER BLIVER HØRT I VORT KØD SOM MENNESKELIV PÅ JORD. Thi kun derved kan vi overhovedet komme til at SANDSE udvej, udviklingsretning med vort personligt ansvarlig liv som indsats i menneskelivets samarbejde. – Vi står med andre ord atter overfor at skulle slippe staten og kirken i voksende hørelse og evne dermed. Atter, fordi det hele tiden har været oplysnings-sigtet, livsudviklings-sigtet i vort samfund. Stat-og-kirke-sjask-værket, grundloven – må ikke mentalt og derfor ejheller i praksis tvinge, adfærdsregulere menneskelivet til at vokse i selv-indbildende rundturer omkring den samme, forbenende, latterlige, erobrende og grusomme romantisk-akademiske arv: Idealismen-Kapitalismen. Ja menneskelivet må ikke, det kan ikke vokse op i idealismens uendeligt formåls-betonende – kapital-statslige samfundsånd, fordi der ingen forløsende sandselighed, sand erfaringsudviklende næring gives deri. Kropskendskab, åndskendskab, indsigt, hjertelighed, opløftende varme, oplysende sigte for vor videre færd, ja al den slags ugyldiggøres med grusom livsfornægtelse tilfølge af benævnte sjaskværk: Fornuftsånden. Vi kan ikke forpligte menneskelivet på opvækst og opgave i satans ligegyldig omverden, når det er blevet klart, at det er dét, vi gør – for istedet at bekræfte den menneskelivets omgivelse, der aldrig har været ond, omend helt naturlig i al sin vækst-rigdom.

Vækst at sandse: Et træ vokser, skyder indefra og op i udfoldelse. På ikke hel sammen måde, men dog tjeneligt som levende billede, gør menneskeslægts-stammen – og hør den er ikke bare dansk, thi det er menneskelivets og dernæst også på dansk grund. Hvis I tager bolig i det danske, uden indrømmelse af menneskelivet, så genererer i satans lidelse og sygdomme i kødet. Og det har statsborgeren i vidt omfang gjort i navn og virke af den danske stat!!! - Vend det derfor om, søg vor oplysende vækst som mildt menneske i livets arbejde og udvikling her på jord, det organiske næringsrige, der jo blandt andet i sin tid blev kaldt dannevangs haver, da også vi var en vang, en toft af edens have: Livets egen til os som mennesker i menneskeslægten, hjertets trivsels-betonede ånd i sin udviklende udveksling. Få fat om og kendskab til det milde, åbenbare udviklingspotentiale i menneskelivet, også på dansk grund.

Ja vær tryg i menneskelivets kødelige forstand af, at ingen er givet ret eller magt over mennesket, da det i al evighed er vort, menneskeslægtens eget udviklingspotentiale. Vær ikke bekymret for magten og rettens folkeslag, thi væksten skal nok slå med halen i også deres liv, ikke mindst kulturer. Den, de eller dem, der gør sig til herre over livets eget menneskekød, tager sig ret og magt over andre eller sig selv, deres liv står i syn af satans fremtid, hvilket betyder at al håb er ude for dem, i den livsførelse, de føler sig forpligtet på – og det er jo derfor, at de skal væk fra ledelses-kulturen i landet. Det kommer de så også og de skal nok komme det med vort hjerte i behold, såfremt de ikke bruger vold, som de jo gør – og derfor: Såfremt nogen gør deres hjerteligste, omend sværeste pligt: Oplysningspligten i Menneskekærlighedens sande navn.

Der er masser af livsfylde og vandmænds midte samt Jenser og Jensiner, Arner og Johansner, der troligt er klar på, hvad klokken forlængst har slået over vesterlandsk magt- og rets-kultur. Og derfor bistår ærindet i deres kødelige sted.

MHJ). Et eksempel på, hvordan ORDET først er blevet forstået på sit åbenbarede menneskelige potentiale er - foruden al menneske-rettigheds-tænkningens diskussioner, der jo med al tydelighed afslører, at der er rigtig mange endog begavede mennesker, der ikke er oplyste af menneskets eget væsen, ja de er ofte gode og velmenende på romantisk etisk vis, formår at give udtryk for godet i principper, mens der dog sjældent er noget hjertevarmt udviklingspotentiale i deres selvretfærdige adfærd. De er rådne i hjertet som man siger og resultatet ses tydeligt i børnene, de véd ikke, hvad menneskevarme er og kender derfor ikke liv- og samfundsudviklingspotentiale nr. 1. Ja de afskyr det såmænd som stålsatte romere. – Men eksemplet på, hvordan ordet er blevet forstået på sit åbenbarede menneskelige udviklingspotentiale er, her hentet fra folkeviddets præster: Førhen sagde man blot Livet, når talen faldt på kærligheden og det hjerteligt forløsende i sorgens løgnagtige omverden, en forløsning der jo til hver en tid kan overtrumfe et hvilket somhelst uhyre kompliceret problem, som den akademiske tradition har stillet, for følgeligt at kunne forske i det og modtage overførselsindkomst til at forsørge sin familie – men nu siger man altså: Menneskelivet. Det er hørt.

Og det er vi således blevet nødt til rent erkendelses-logisk, altså i overenstemmelse med alts gang med os. Og ja, det bærer således tone af fornuft, da fornuften traditionelt opfattes som erkendende – noget jeg, skulle nogen være i tvivl, så hjertensgerne vil have omvendt, oplyst, da det er forstanden, der i livet forstår er-kendelsen. Fornuften, verdenshistoriens høveder, dømmekrafts-kulturen er altid kun halvfærdig, fordi den aldrig har fået sig indrømmet i hjertets levende dømmekrafts-kultur: Forstanden, og derfor ikke kan sandse alt det, vi er givet at gøre godt med i sin åndelige, sandselige, kropslige realitet i overensstemmelse med alts gang med os, her på jord. Ja og ganske ofte tror, at den så selvfølgeligt skal gøre det, indrømme sig, fremfor blot, ganske åbenbart at indse, at det er gjort i vor tidsregning, vort, menneskeslægtens kødelige samfund i al evighed. - Det er farligt at erkende, uden at være givet forstand dertil: hjertevarmt vækstkendskab ligeover med vor naturlige situerethed i det organiske næringsrige, thi da helbredes intet i kødet på os.

Men såvidt, at forstå ordet som knyttet til MENNESKELIVET, ikke blot Livet, det er man altså blevet nødt til. Det et er ikke blot et udtryk for et ønske om, at alle mennesker kan, må og skal være med og regnes som sådan, værende mennesker - endsige en kritik af det akademiske uddannelses-system, der siden tidernes morgen har fravalgt livsoplysningen og den menneskelig samfundsudvikling derigennem, hvorved de ved deres ånd jo ikke kan betragtes som undervisere eller mennesker. Nej bortset fra den slags tvivlsomme og pludrende brug af menneskets begreb, der vel at mærke altid finder sted i den fornufts-kritiske og politiske, læs forstandsløse tradition, så véd man idag, hvad klokken har slået. Det er man blevet nødt til at høre efter: Menneskelivets væsen og ånd er erkendt og kan derfor adskilles rent fra dyrenes eller dyrets, tillige dets sigte, herunder måde med dyr, planter og livets organiske næringsrige på jord i det hele taget, altså livsførelsens arbejdsomme glade samfund på jord. Det er påny erkendt, hvori det består og kan derfor videre-udvikles. Menneskelivets vidnesbyrd er atter i hus, kan jeg sige.

Det nye er altså, at det sublimt menneskelige er helt og aldeles unikt, hvorfor dets erfaringer ikke gælder Livet i det hele taget, men kun menneskelivet. Og det er jo centralt i forhold til alt, hvad vi har med at gøre – ikke mindst vor hørelse, handling og adfærd, ja livsmåde.

Jeg gentager: Livet og menneskelivet er ikke det samme. Livet er baggrunden for menneskelivet, der altid er personligt, unikt. Ja det er også udtryk for indsigten i, at generalisering aldrig har været mulig, fordi menneskets person og personlige livshistorie i sit kød og slægt på én og samme gang er menneskelivets hjertelige anker og store samfundsbetonede sammenhæng i sit udviklende potentiale. Sågar i overenstemmelse med alt. Og såvidt er den almindelige vækst, der altså nok skal glide over i sin bevægelses-energi, når bægret er fuldt til randen med sand glæde. Og hør, med andre ord: Det kan altså koncentreres, foruden bekræftes i alt, hvad vi foretager os...og dermed blive til menneskelivets samfunds-udviklende værensmåde, den jeg for indeværende samles op på i det personligt ansvarlige lys, jeg er givet dertil som almindeligt menneskeliv- og samfundsudviklende potentiale. Det hedder sig, at det er ærligt. Ja både med det ene og det andet, der sikkert nok vil forstyrre det statsborgerlige sinds ORDEN.

Livet er, ja, men menneskelivets væren deri har sit eget væsen, sin ånd i udvikling, sit eget sigte at holde sig til, såfremt det skal vokse i livets indsigt, finde afbalanceret måde med det og deraf blive langt mere værende t ro, altså fortrolig med at være til som menneske: håndtere arbejde, håndtere familie, håndtere sygdom, håndtere det medmenneskelige, håndtere seksuallivet i bekræftende glæde, livets erfaringer, mv. - Menneskelivet kan ikke gøre sig til, det kan ikke gøre sig fortjent til at være noget, der jo ofte betyder at føle sig mere værd end andre – nej det er omvendt: Det er først i kraft af den fortrolige glæde ved blot at være til i al sin hjertevarme sandselighed, at vi overhovedet kan gøre noget, der sætter varige spor og virker opløftende af liv-og-samfundspotentialet, så vi videre kan se, hvor vi skal hen som menneskehed, dvs. genindvinde forsynet i menneskelivets eget sigte.

Tidligere kunne man med andre ord ikke bestemme, indkredse menneskelivets sfære, fordi brugen af udtrykket, livet, netop også tæller hele den organiske sfære: frugtbar jord, dyr og planter. Ordets forstand kunne derfor ikke blive værende og erkendes som specifik, unikt knyttet til mennesket. Og se det er klart, at vor skelnen mellem himmel og jord, ånd og sager, ja i forhold til Alt, der netop har værens-karaktér dermed forrykker sig. Men vi kan altså nu med sindsro se bort fra fornuften, fordi den foregår over gud, udenfor livets horisont, hvilket betyder at f.eks. Alt, et begreb, der hidrører fra den gamle fornufts forestillings-univers, hvor intet udgangspunkt gives, men som altså også er overleveret med sproget – alts værens-karaktér kan nu i sin første potens bestemmes som værende livsløs, død væren. At alt er åbenbart er således ikke livets egen åbenbaring til os, i form af menneskelivets sfære her på jord. Fik I den?

Det betyder sammenfattende, at

1. Alts Verden er ligegyldig i sin første opdagelse, sin første potens; egyptens mentalitet, hvor matematikken opstår som udtryk for åbenbaring og fornuftens idioti dermed begynder, senere i historiens løb genopstår under den misvisende betegnelse, oplysningstiden, da netop den TIDs mentalitet opfattede matematikkens sprog som Guds eget til opklarelse af alverdens orden i henhold til et overensstemmelses-kriteri, identitets-kriterie, der lod sig symbolisere som 1=1, men i et sind, der intet levende hjerte tager højde for. Konsekvensen var etableringen af et overmenneskeligt subjekt, et Jeg-menneske, der bildte sig ind at opdagelsen af forhold, såsom at jorden var rund og i kredsløb om solen også måtte betyde, at det matematiske kunne bevise, at Jeg er Gud, hvoraf følgeligt den matematiske fornufts håndtering og beregning af alt og alle, den dag i dag opfattes som værende vort øverste styringsredskab og lignende, såsom Jeg-selv. Det matematiske fornufts sind etablerer med andre ord systemer i ord-sindet, symbol-sindet, for dernæst uden at være klar over det, at indsætte sig selv på betydelige poster i reference til selvsamme system – og de som ikke kender det system, ja de må så lære under deres høj-agtværdige, selvhøjtidelige Gud. Og Juraens stats-system er ingen undtagelse, det er samme fornuftsånd.

2. Dernæst at Livet er ligegyldigt, lunefuldt for os, indtil vi i sandhed hører det Gott. Og det er så alts væren i sin anden potens, hvorunder vi finder det gamle testamentes mentalitet og de græsk-romerske institutioners mentalitet, idealismen, statsborgeren, hvis strid også kan læses op gennem hele historien til idag, iform af f.eks. striden mellem kirken og statens råderum. Det er her, at jeg personligt skælder ud og revser det menneske eller den mentalitet, der ikke vil:

3. Endelig opstår i alts udviklende gang med menneskehedens liv her på jord den tredje potens, der finder sted i år nul, lige i hjertet på os, hvor treenigheden så fremdeles falder på plads erkendelsesmæssigt og bliver vort menneskelivs fuldgyldige opgave at leve i afklarethed med.

Forrykkelsen fra livet til menneskelivet betyder med andre ord, at

ALTS VÆREN er Faderen,
LIVETS VÆREN, den organiske sfære på jord, det er Sønnen,
MENNESKELIVETS VÆREN er hel-i-ånden, helligånden, kroppen i sin hjertevarme sandselighed og således udtryk for et udviklingssigte at leve i.

- Blød i knæene, livsenergiens forløste strøm i hele vor krop og ånd i livets organisme på jord, for så mild er sandheden og det samfund vi er og bliver, når indrømmelsen finder sted og vi påny i livets egen energi til os kan fortsætte med at leve i udvikling og bekræftelse af menneskelivets egen hjertevarme, livserfarende sands. Alt på én gang – om sandheden, titlen på dette lille skrift, fortæller nu, at Alt, alverden er omkring os, men også at livets levende ånd, den organiske sfære beskytter os, så vi fortsat kan lære at indrømme os menneskelivets hjerteligt indbyggede erfaringer med at leve og deraf udvikle, ja udfolde vort samfundne sigte på jord på oplysende vis. Lad jer-te-roen helbrede vort, så nyt kan opstå og gammelt forgå af netop menneskelivsåndens hjertelige egen dømmekraft. – Han kom, han så og han sejrede nok engang, thi sand kærlighed overvinder stadigvæk alt. Og jeg håber så sandelig, at I kan høre det.


OPSUMMERING, STADFÆSTELSE SAMT VIDERE UDFOLDELSE FOR EN KORT BEMÆRKNING.

Alts helt stor sammenhæng er altså et virksomt udviklende potentiale, i hvis gang livet, herunder vort liv, menneskelivet finder sted. Vi er samtidige med alt og bevæger os følgeligt i overenstemmelse med alts potentiale, energi-historiske udfoldelse. Når solen slår en prut, så berører det jorden, når atmossfæren synes at rådne op, så berører det livet på jord med videre og videre – men alt sammen er udtryk for alts potentiale i sin energi-historiske udfoldelse. Den følger vi uundgåeligt med i og den kan vi vinde indsigt i, hvilket svarer til åndshistorisk fortolkning af vort liv i gang med alt. Organisk energi-lære.

En sådan fortolkning sker umiddelbart i alle menneskers liv, fordi alts kræfter berører os direkte. Vi tilhører med andre ord det liv, vi lever – og det følger med i alts bevægelse, samtidigt. Der er ikke noget før eller efter, ja det kommer jeg nu ind på nok engang.

Vor placering i Alts gang med os, i alverdens gang med os, som man siger, den er ikke historisk, forstået som tidslig. Og det er den ikke, fordi tid kun er et udtryk for bevægelse mellem A og B, kl. syv og kl. otte. Tid findes kun i det mekaniske verdensbillede, som de mennesker, der ikke kan undlade fornuftens fristelser opretholder via deres produkter, teknologier og teknokratier. – Vi hører ikke til i verdenshistorien, der benytter sig af årstal i forsøget på at holde styr på, hvad der sker før og efter hinanden vel at mærke. Vi hører ikke til i tidens selvbestaltede verden, men i livet i al evighed med vort slægtskød, menneskeslægten. Vi hører altså til i menneskeslægtens levende historie. Til gengæld kan man godt sige, at vi hører til i ALverdens historie, ALTs virkningshistorie, faktuel som den er. Og den bevæger sig, skaber også bevægelse, såsom jordens, men altså stadigvæk samtidig med vort liv. Vi er i al evighed ET med alt og derfor er tiden underordnet, det væsentlige er hjertets pligt med at udfolde sit varme menneskeliv via al den organisk bevendte energi, der overhovedet i al evighed vil være os givet at gøre godt med. Eller med andre ord: Livets gang er ikke bestemt af tiden og dens djævelskab.

JHM. - Jeg skal skynde mig at sige, at det kan være livsfarligt at læse og opfatte det her uden hjertevarmen i vort liv eller mere præcist sagt farligt at opfatte det i fornuftens matematiske-juridiske, statsborgerlige mentalitet, fordi den bilder sig ind at kunne magte det, styre det – og dermed før eller siden rammer sig selv alt for hårdt i og med at f.eks. også tyngdekraften hører under fornuftens masse-lovgivende paradigme. Tid og kraft symboliseres sammen i fornuftens usle paradigme, meget konkret af den matematisk-fysiske livsløgns kulturer - hvormed at alts kræfter vælter ind over dig, hvis du tænker samtidighed derfra. Desuden handler livet jo ikke om magt og styring, men om menneskevarmen i hele vor samfunds-organisme. Vær opmærksom på den varme, istedet for at begynde at forstå dig på noget, dit hjerte ikke lader dig forstå som menneske – vær tålmodig.

Med andre ord, så advarslen bliver hørt: Alt skal ikke forståes i fornuften, men indses som værende et potentiale, der også har fundet plads til dig. Hvordan den plads er giver du naturligvis også dit bud på ved blot at være blevet til – samt via dét, du på glædelig vis må indrømme henadvejen til gavn for vort samfundne liv her på jord.

MHJ). Godt så: Vi er i al evighed ET med ALT. Det betyder for det første, at der ikke er noget at løbe fra i den henseende, ejheller tidens løben med os. Der er så at sige ikke noget at stille op på den front, da der er tale om noget sandt, der gør sig gældende. Alt gør sig gældende og vi gør os gældende og det er aldrig en modsætning, et forhold at sætte sig op imod eller fornægte. Lad os forstå os på det istedet for. Vi er samtidige med alt, vi er et med alt, så vor gang med alt er samtidig alts gang med os. Der hviler en bestemmelse i potentialet, vi kan vinde indsigt i og udfolde til det viderebringende.

Det faktum kan man stirrer sig voldsomt blind på – og fortabe sig i, netop i fornufts-mentaliteten, hvor man konstant rammer sig selv på logos. Men som sagt kommer der en herregod åbenbarende erfaring i vor kulturkreds og får vendt det selvglade forhold om til et i sandhed menneskekært forhold, da logos i hans følge høres gennem hjertet og dermed bliver til ordet.

Logos bliver til ordet i år nul og det betyder at ordet forankres i vort hjerteliv. Og jeg siger altså, at det er en erkendelse, der sker på daværende åndshistoriske tidspunkt og via personen, Jesus sætter sig i vort slægtskød, vor kulturarv.

Det er hermed nok engang angivet, hvad forskellen på Logos tradition og Ordets kød er, henholdsvis død viden og det levendes indsigt. Logos, argumenationen, logikken, politikken, staten, universitetet, kapitalen har ikke noget menneske, ingen levende menneske-indsigt med i sin virksomhed, det flyver rodløst rundt i deres sind og kræver af selvsamme grund uhyre magtanvendelse at holde på plads og at få det til at se ud som om, at det kan yde os noget.

Men det vendes altså én gang for alle om gennem hjertet med Jesus, hvorfor også vi i vækst og levende livserfaring kan gøre det. Deraf hans lidelse - ja tillige også forståelsen af, hvordan lidelse og sygdom er i menneskets tilfælde: lidende og måske ligefrem syge mennesker søger som menneske at rense livets samfund for al den løgn og latin, deraf sorg, som logos-traditionens borgere, der ikke kan indrømme sig livet i sin organisme, afstedkommer. Fordi det er uværdigt, ja det er ikke sygdommen, der er uværdig, det er opvæksten og erfaringerne med et samfundsliv, der ikke værdsætter menneskelivet, der er uværdigt.

Følgeligt bliver lidelse og sygdom, der altså opstår af sådanne uværdige erfaringer en måde at gøre vort samfund som helhed opmærksom på, at der findes mennesker iblandt os, der fører et uværdigt hjerteliv i sin udvikling, så at sige ikke er i sands af det og derfor ikke kan vokse af dets erfaringer. Det er uværdigt for et menneske at give et samfund videre til kommende slægtsled, der knægter livets eget udviklingspotentiale i sit naturlige helbredende foretagende, fordi vi menneskeligst set da er dødsens.


JHM: Vær opmærksom på dét børsdrengede og kapitalførte svanser med jeres ligeså fatsvage modpoler i akademikere og politikere – tilstedeværelsen af jeres liv i form af den arbejdskraft i lægger i nævnte institutioner, det er volden, døden, sygdommen, lidelsen, dårskabens grund. Det er så dygtige og kompetente I er som menneske i livet!!!

Vanskeligheden med at holde samfundets brådne kar ude af billedet, iform af forbrydere i fængsler, syge på sindsyganstalter, handicappede, ældre på plejehjem, hjemløse, desuden i vor tid, kongetro, slægtstro, oplyste mennesker, der véd hvorfor det er sådan og deslige – ja den vanskelighed er jo ikke blevet mindre, vel. Og jeg skal sandt fortælle Jer: Den vokser lige indtil, at hele den selvretfærdige borgerstand er blevet renset for sin utroskab. - Er det slet ikke, kære medmennesker, faldet Jer ind, at det at træde i ledelse, at være en del af selvretfærdighedens ledelses-apparatur, ikke er at gøre noget til menneskelivets glædelige udvikling her på jord, fordi det ikke er at være sandseligt til her på jord og dermed i oplysende livsførelse. - Er det slet ikke faldet Jer ind, at den akademiske tradition, den politiske og kapitale tradition er årsagen og at Jer, der således ikke undlader at deltage i dens fornuftsvirksomhed, dens ånd, for istedet videre at søge sandselig ny vej med livet og det menneskeværdige hjerte intakt – er det slet ikke faldet Jer ind, at I er hovedårsagen til væksten i den vanskelighed i nøjagtig samme udstrækning, som I ikke er og dermed vi ikke kan være menneskehjertets organisme bekendt. Tro.

MHJ). Kropslig stadfæstelse af troens ånd: mave-regionens driftcenter til financiering af hjertets trivsel og opbud af al vor rigdom i åndens udvekslende åndedræt. Maveregionen: Livsenergi, mad og forplantning. Hjerteregionen: Åndedræt, hørelse og stemmebånd. Hovedregionen: Omverden, hænder og afmagt/afhændelse – for nærværende stund af den romantiske arv i det danske samfund.

Det er treenighedens ånd i sit fokus af menneskelivets kropslige omstændighed, I hermed blev givet. Det er et fokus og kan ikke isoleres, thi det er levende i sin udveksling med alt. Lær det istedet at kende, så vi kan ånde det behageligt og sandseligt intakt til gode for al vort i dit velvære.

Vi er et med alt og alt fordeler sig direkte, udligner sine bevægelser. Men når logos-traditionen, statsborgeren vil administrere den udligning – ja hvad gør den så? Kom så akademiker-stand og videns-teknologisk-teknokratiske produkter i Jeres romantiske kølvand, kan I svare på spørgsmålet her ved livets grønne bord i overenstemmelse med det samfund I lever i? Ganske som der blev svaret for 2008 år siden, ja hvad har I egentlig lavet i mellemtiden? Kan I ikke høre? Eller I mener måske, at I ikke tilhører vor samfundne tidsregning i al evighed? – Jamen, amen, vil I lave den om? Vil I lave livet om og bringe det i overensstemmelse med verden af lave?

***

Har du læst hertil, så har du ifølge tidens tand læst ganske meget. Og så kan det godt være lidt svært at høre ordet på sin kødelige forstand. Ja fordi skriften nu engang ikke er ordet, dog godt kan være udtryk af dets ånd. – Det betyder, at du skal medtænke dit liv, indrømme dem du elsker, dine oplevelser, din livshistorie, for bedre at kunne mærke dig glæden og kærligheden i livet. Så kan vi nemlig igen.

Ordet er oprindeligt talt, det er lyd med retning. Man hørte sig frem og gav lyd til orientering af sin placering i det mellem-menneskelige omkring det man nu end havde for, i sigte deraf. Efterhånden voksede hørelsen og dermed kendskabet til alle nuancerne i de lyde vi gav. Ord er lydtegn og tænker vi for en stund på det omfattende kinesiske tegnsystem, ja så har de engang været flittige med at få dannet tilsvarende tegninger. Bogstaveligt talt har de derfor, vil jeg tro, ikke så svært ved at høre det, de ser og se det, de hører. Indsigt kommer af hørelse. – Efterhånden voksede hørelsen som sagt og dermed også indsigten.

Det betød videre, at de nuancer der er i forskellige lyde gav forskellig billeder, forskellige indsigter, forskellige erfaringer, forskellige handlinger. Det blev helt ustyrligt tilsidst, forførte os ad helvede til, fordi ingen lyde var ens, ingen indsigter var ens, ingen erfaringer, ingen handlinger var ens, så ejheller et samfund eller et samarbejde omkring fornødne ting her i livet kunne finde samme ånd at sandse sig i forhold til. - Man kværulerede og argumenterede løs af samme årsag og i et væk, som man siger. Ganske som tilfældet er den dag i dag, blandt dem, der ikke har hørt og forstået det.

For det kongelige budskab kom i mellemtiden og løftede ordet op til sit menneskesind, fordi al den snakkeri om retfærdighed, hvem, der sagde hvad, hvem, der havde ret, hvem, der skulle have æren, hvem, der ikke måtte sige hvad og så videre – ikke var særlig givtigt for nogen parter, da intet ærligt liv og arbejde kunne opstå og få ben at gå på under sådanne omstændigheder. Jesus hørte at alle ordene var udtryk for menneskets samfunds-situation her på jord og indså da, at de mennesker han levede iblandt under de styreformer, der var dengang - som jo altså ikke er anderledes end de er idag – men at de åbenbart ikke var bekendt med vort livs placering i alt og dermed, at vi kun var givet ordet til at gøre gott med.

Ordet kan ikke høres eller bruges uden sand, hjertelig myndighed - ikke uden at det dermed fører til bagtale, kværuleren og magteri om retten til at føre det og dermed bestemme retningen, adfærden omkring, hvad der nu end måtte være på tale i vort liv og helbred dermed. Og så begynder hønsegården igen med at huske, hvem der sagde hvad og bør klynges op for dét. Ja retfærdighedens tone. - Derfor bliver hørelsen af ordet og væksten i evnen til at gøre godt med dets erfaringer og den indsigt, der opstår deraf livet igennem et helt klart sigte for menneskelivets samfunds-udvikling.

Alt så: Efterhånden som hørelsen voksede, voksede også indsigten og med væksten i indsigten voksede også erfaringen med livet og hvordan man kan handle godt i det. Jesus kom og afladede magtens sind, fordi mennesket ikke kunne falde ned, som man siger og ånden dermed stige op til os nedefra, fra vækstens under og op, til opløftende og oplysende glæde for vor sands og samling. –

JHM: Han må have øvet sig ganske grundigt!

MHJ). Jesus gjorde det, som østens vise har vidst i mange år og som Dalai Lama gør den dag idag. Han lod sig være fuldt og helt som han var skabt, i vedvarende indrømmelse deraf, da vi jo vokser. Og han voksede dermed i menneskelivets helt naturlige måde. At følge Jesus, gå i hans fodspor, ja det lader sig ikke gøre – men der hentydes til hans livserfarne gang med at lade livets vækst, erfaringerne med det indrømme sig i vort sind og dermed samfunds-situation på jord. Det er fuldstændigt ligeværdigt og tilmed givende det samfundsudviklende potentiale, vi har så ganske hårdt brug for.

JHM: Livet handler som menneske om at være godt og glædeligt til på ærlig, næstekærlig vis. Men det er ikke en ideologi, derimod at være i voksende sandselighed og erfaring med sit liv til al vort. Det er så at sige ikke en kundskab, ikke en kompetence, men en laden os være det og der, hvor vi i sandhed er, nemlig i vor næringsrige vækst. En vækst, der til stadighed søger at blive hørt, så den kan overgå til en samfundsmæssig livsførelse uden tab af nogetsomhelst, men i lutter indvinding af al vort. Kærlighedens budskab handler om vækst i menneskelivet og dermed samfundets udviklingspotentiale – men det kan de romantiske statsborgere jo altså ikke få at høre, sålænge den kapital-økonomiske væksts romantiske institutioner ikke lader sig omvende.til at tage vare på livets helbredende ånd.

MHJ). Jesus indså, at det ikke var væsentligt, HVEM han var, skulle være og blive, men altafgørende AT han var, skulle være og blive her i livet. Han indså således menneskelivet i al evighed, thi ingen andre end ham kunne være ham, ganske som ingen kan være dig, som du nu måtte være eller mig, som jeg nu er. MEN deraf indså han også: at vi er stillet fuldstændigt ligeværdigt i et og samme menneskeliv med alt omkring os. Og forstod tillige at den indsigt skulle formidles og bekræftes til menneskets videre færd, fordi den er betingelsen for at vi kan vokse og leve samfundet, samhørigt følge med i livets gang med alt, uden at blive kvalt af alt endsige hinanden. Det er åbenbaringen, før den tænkes og tales.

JHM: Indsigtens subjekt er som indsigt er af åndelig, indrømmende, kødelig jordnær karakter, f.eks.: Et menneske kan ikke stå overfor et andet menneske, men godt være i samme levende og åndende organisme her på jord. Vi står ikke i modsætning til hinanden, nej vi er helt og aldeles umiddelbart i samme element her på jord. Ligeværdigheden står ikke imellem os, den er i et med vor hele tilstedeværelse som menneskeslægt. Ligeværdighed er derfor ejheller et krav, men et hjerteligt slægtsbundet kære-lighedens faktum.

Vi kan da godt stille os an eller på tværs overfor et andet menneske, men vi kan ikke leve, udvikle, udrette noget godt derved, da vi således ikke fuldgyldigt indrømmer vor medmenneskelighed på jord, som det så fint hedder. – Indrømmelsen af medmenneskeligheden sker gennem indsigten i sandheden på sit hjertelige faktum og deraf videre vækst i evnen dermed. Man kan ikke klassificeres som værende medmenneskelig, vi er det kun i samme udstrækning som vi vokser i sandselig evne dermed, ja benævnte sande indsigt, menneskeslægten på jord. Derudaf samfundsudviklingen.

Jeg gentager: Du kan ikke selv bestemme sandheden, sand indsigt. Og jeg gentager ånden: Uden sand som ærlig indsigt kan ingen sandselig holdbar livserfaren gang i sin vækst bekræfte menneske-kærlighedens slægtsbundne faktum og videre dermed ejheller oplyse, opløfte vort medmenneskelige udviklingspotentiale, sætte det i arv til videre forplantning, helbredelse, samfundsudvikling. Den var lang! – Men sandheden er ikke først, det er sandseligheden og det vedbliver den med at være i sit åbenbarne, åbenbårne leje med sin rod i vor hjertelige menneskenatur. I det leje har vi ikke formået at leve helt og fuldt, fremfor fuld og hel balstyrisk, nej ikke endnu, men det skyldes ikke, at vi ikke er i stand til det som menneskehed, derimod at vi ikke forstår os på den, men glemmer at lade os udvikle i indsigt af vor egen hjertelig levende menneskenatur. Det gør vi så... ud med det dansk-romerske kejserrige og ind med livsoplysningen.

Sagt med andre ord: Jesus forsøger at vokse i åbenbaringen, at forblive barn, men naturligvis med omdrejningspunktet: Den umiddelbare, naturlige, hjertevarme godhed i et, uden andet. Man kan også sige: Vækst i personligheden hele livet igennem med omdrejningspunkt i livsglæden, hvilket naturligvis betyder en voksende indsigt i alt – men til, i sigte for det næringsrige, der tilkommer os, ikke mindst i sin berøringsflade med-mennesket.

Jeg ved ikke om I kan høre det, men jeg tror da, at I kan: ”kristendommens” sande indsigt i sin livsbevægelse, sin vækst, sin åndskunnen – af livets træ til kundskabens træ – den fører ikke til en munketilværelse, men til oplysende glædesvækst i samfundslivet, altså forøget, udviklende evne med næringsriget omkring hjertets krop. Det handler f.eks. om arbejdsglæde, vi nok godt kan erindre som værende bundet, ja givet os dengang, der var sigte i vort samfund.

- Budskabet er organisk, det er livets organiske sfære, der mildt taler i omvendelse af menneskelivets organiske krop som vort hele vækstsigte – og således beder os om, at dyrke, udvikle samfundskundskaben, menneskelivets samfund, menneskelivets ånd gennem arbejdet med planter, dyr og menneskets krop og ånd. Og uden magt.

Universitetet bliver derfor til et Organitet, der omhandler Åndskendskabet og kropslige veje derfor. Ja det er hermed: ophørt med at være universitet og noget der angår uddannelse. Staten ophører tilsvarende, ja i takt med at al viden og samfundsadministration bliver organisk besindet og f.eks. bruger kommunerne som komposterende opsamlingspladser for de mennesker, der falder i verden og skal lades op i livet igen, for at kunne komme glad videre med deres nyerhvervede indsigt i, hvad de har at gøre godt med i deres livserfaring til samfundets organisme. Kirkerne bliver stående, men kristendommen udvikler sig organisk bevendt med udvidet jordtilliggende– og tilsvarende gælder Moskéer, Synagoger osv. Kirkernes opgave er, at udvikle troens sprog på organisk vis, altså i menneskeslægtens sandselighed. (Troen i de forskellige religioner er dybest set ikke forskellige, da det er fornufts-kulturen, der splitter os ad). Der bliver et sammenfald, et uafhængigt samarbejde mellem Kirkerne og Organitetet, der her i Danmark krones af kongehuset. Virksomhederne, arbejdspladserne, ja de bliver måske kapital-løse, men kommer til at handle om jordbrug, havebrug, dyrebrug, altså mad og gode idéer, fremstilling af ting og sager, der gør os glade, letter os, beriger os. Desuden distribution. Virksomhederne bliver med andre ord, foruden madfremstilling, idé-håndtering, ja udviklingsorganer, der byder ind med sit til det omkringliggende samfund, men også omverden udenfor Organismen Danmark. Handel med varer bliver ikke profitabelt, men givende og jo større indsigt, jo mere organisk besindet vi bliver, des lettere bliver det, at aflæse behovene ude i omverden, hvilket betyder at handelsforbindelserne bliver menneskevarme. Det afgørende er, at der er gang i kreativiteten med vor organisme, krop, ånd og hænder og tilsvarende i fremstillingen, mærk på idéen, sands varen.

MHJ). Vi er hver især absolut unikke, ingen fingeraftryk er ens – men vi er ikke blot unikke, hver især, vi er også unikke som menneskehed, ganske som alt er unikt. Der er så at sige intet, ingenting, der er ens i hele vor gang her på jord, da det er én og samme gang. Alt er unikt i sit udfoldende potentiale, hvorfor ingen livshistorie ejheller er ens, thi den er stillet med sin synsvinkel, ligesåvel som den er stillet med sit potentiale, der uundgåeligt virker i samhørighed med samme unikke realitet. Og det er der meget mere at sige om... MEN DET UNIKKE KAN VI INDSE PÅ BAGGRUND AF HØRELSEN I VORT KØD. Og det betyder blandt andet, at vi er samfundne i vor levende hørelse - i samme båd, som man siger, omend der dog ingen sejllads, intet hav at sejle på gives her-, der- og alle vejene med mig. Det står klippefast på indset vis og det lader sig bekræfte, fordi der gang på gang af vidt forskellige mennesker, der før eller siden lader sig indrømme på sand vis gennem livets erfarne gang med os, tilmed lyser os op af den ærlige, menneskevarme sandselighed, der opstår derved.

Jeg gentager: Grænserne for den menneskelige eksistens, menneskelivet her på jord, de er kendte på deres indsigt i det menneskeligt levendes, unikke karakter som den er i samtidighed med alt og således i al evighed. Vore forskelligheder udlignes i samhørighedens hjertelige, slægtsforbundne ånd og det åndspotentiale, der opstår derved er helligånden, samfundets opløftende udviklingspotentiale. Det er ikke væsentligt, hvem vi er, men AT vi er nogen og derved lader vort hjerte være opstanden med livets eget sandt som ærlige vidnesbyrd, sit personlige, personende vækstbidrag til udlignelse af vore indbyrdes forskelligheder – forskellighed bliver da til mangfoldighed i samme ånd.

Tiden, tidsbegrebet blev opløst af Jesu forstand, hvormed vor tidsregning bliver til med anker i hjertekødets år nul, menneskekærlighedens, hjertets åbenbare livsbetingelse, energi og ånd - og de erfaringer, den indsigt og væksten deri, der derved bliver tilgængelig, ja de er altså ikke blot sande som noget man skal tilegne sig på løsrevet vis, ejheller tidsløse i tidens flygtige, rodløse strøm – nej de er eviggyldige. Det er koncentrationen af eviggyldig sandhed, der giver forstand på den helbredende glæde i menneskelivet. Giver hjertets sandselighed, menneskeforstanden. - De indsigts-erfaringer er vor sandseligheds karakter, bundet i vor kødelige væren og dermed også vor plads her på jord med alt omkring os. Der er ikke noget farligt ved gud eller Alt, thi vi kan leve og ånde ganske godt i bevægelse med Hans faktum. Vi, forstået som menneskelivets omstændighed, er placeret og alt tilsvarende i sit kæmpestore potentiale, der virker den dag i dag, udfolder sig og vort liv med. - Jeg gentager: Vi er absolut unikke og det absolutte er ikke kun knyttet til mig eller dig, men til vor unikke karakter. Personen opstår.

JHM: Kun via indrømmelsen af den, eens unikke karakter og livserfaringer kan mennesket opfattes i sit mangfoldige, kæmpestore udviklingspotentiale. Det er først dermed, at man træder ind i menneskelivets samfund og kan bekræfte dets udvikling vidt og bredt – tidligere i dansk kultur hed det: At blive oplyst.

Og bortset fra at det stadigvæk er menneskelivets dagsorden, dermed også vort danske samfund, ja så ligger der altså med andre ord et åndskendskab i den kongetro danske slægt, som de forpulede romantiske, akademiserende institutioner altså skal holde nallerne fra, såfremt de har livet kært. De skal istedet arbejde ud fra dét, den forstand og derfor skal vi naturligvis have oplyst de mennesker, der skal stå i ledelse. – Og det bliver altså ikke Jer, Danske Banks direktør og lignende A.P.Møller-drenge, for nu at give et eksempel her i det kongetro menneskeliv på jord sagt så det kan runge og bævre i hele jert tomme kød, da det er sagt i al evighed. Der er ikke noget med at være smart, der tæller, når det gælder. Og det gør det minsandten, når menneskekærligheden taler, stol trygt på det, såfremt I altså ikke kan tro godt om dét, I hører.

MHJ). Personen bliver således til, det personlige menneske kommer til med Jesus – og det iøvrigt på en hel anden måde end den magtliderlige facon, der træder andre mennesker under fode med henblik på at blive set og hørt og således i ærefrygt kan føle sig unik igennem andres ængstelige øjne. Til den slags mennesker sagde Jesus iøvrigt spørgende og ledende: Hvorfor ser du kun splinten i næstens øje og ikke tornen i dit eget, undskyld bjælken i dit eget - undskyld broen over floden kvaj. Og det betyder overhovedet ikke noget med selv, selv, selv, men at fornuftens vilje og magtmåde med livet kun kan se, mærke, føle og føre sit liv, når andre ser op til dem. Det er iøvrigt derfor, at børn på uhensigtsmæssig vis ser alt for meget op til deres forældre, ja simpelthen fordi forældrene er ladet med magt-svineriet i kapital-statssamfundets usle traditioner.

JHM: Det er kejser Neros sindsygdom, storhedsvanviddets, fornuftens argeste arv i kødet i vor kulturkreds, vi skal have vendt. Den vi som vesterlandske iøvrigt så gladeligt giver ud af og har gjort siden kolonitiden og nu via alliancer, så alle i hele verden kan blive ligesådan ifølge rom-traktater og deslige.

For Hitler var splinten alle jødiske slægter, fordi han opfattede kristendommens kærlighedsbudskab i fornuften og ikke i kødet, ja opfattede den i forhold til sin egen, selvstændige vilje – den vilje, der ikke gives, i det mindste kun gives i kærlighedens vækstrolige sammenhæng - uden dermed ret at forstå, at han knyttede sig selv til gud som gud.

Overmennesket er ikke Hitlers opfindelse, men den manglende forstand på livets ledelse af os som ærlige, hjertelige mennesker i vort vækstvilkår, der så fremdeles ved den mangel afstedkommer der græsk-romerske kejserriges INSTITUTIONER. Den græsk-romerske arv og kultur, dyrkelse af diverse intetsigende beskæftigelser, genererer overmennesket. - Men hitler som person, han indså altså ikke, at jødiske mennesker ligesåvel var en del af menneskeslægten som kristne. Det samme gælder i samtlige stridigheder mellem os, om der så er tale om religioner eller politiske, kapitaløkonomiske fraktioner, da hele molevitten er produkter af den græsk-romantiske fornufts-arv, menneskehedens puberitære stadie, idealismen – derfor snarere sagt, uanset hvilke stridigheder, der er på tale. De kan ikke bilægges, sones eller forløses uden sand indrømmelse af menneskelivet på jord, sandselig måde og videre-udviklende vækst i dets indsigtsgivende hjertelig forhold.

Muslimer har i sandhed også hjerte – og de véd lige nøjagtig, hvor skoen også trykker i vestens romantiske kapital, den romersk prægede mønt stemplet i kødet på det hjertelige liv, der ellers ville kunne opstå. Statsborgeren, min bare røv, for en sand kristen, en sand jøde, en sand muslim, en sand buddist – de kender sandseligheden som menneske på helt almindelig vis, de søger at forstå sig på at være til på fredelig vis, omend og på trods af, at der jo kan være megen sorg at skulle have vendt i de forskellige menneske-kulturer, førend den erfarende forstand kan indrømmes og blive indset i sin opløftende, helbredende måde med vort liv.

Jeg gentager: Stridighederne, der gang på gang opstår mellem os, ja på alle mulige og umulige planer, de kan med andre ord ikke bilægges, medmindre at det angivne menneskehjertelige vækstforhold indrømmes og vi deraf lader fredelig, godt sigtet, glad liv og samfundsånd opstå ud af livets levende, kreative med måde – der således med lethed kan tilintetgøre den skam, som de romantiske institutioner opretholder med sine livsforsagende, livsfornægtende borgere, der netop af selvsamme grund, som her skitseret forfalder til selv at tage sagen i egen hånd via lovgivning, forurenende teknologi, teknokrati, våben... i sit regelmæssigt verdenshistoriske, vesterlandske borgerlivs selvdestruktive førelse. Vesterlandsk institutionskultur kan ikke høre og indse, fordi de er grundlagt på en selv-bestaltet, selvretfærdig vilje, der selv vil skabe menneskelivet og derved overhører hele menneskeslægten i sin beståen, ja i al sin herlighed. Konsekvensen af en sådan ikke-sandt-indrømmende romantisk etableret magt-mekanisme er videre, at vi alle sammen selv forpligtes på at skabe hele menneskelivet, men som alle andres liv og dermed forgår i alle uendeligheders strid med alle andre af selvsamme kultur, der jo også er blevet kultiveret til at føle sig forpligtet på selv at skabe hele menneskelivet som alle andres liv. Alle-er-lige-for-loven, værsgo nok engang psykopatiske institutionsmiljø.

MHJ). Går vi nu et kort stykke tilbage i teksten, hvor jeg skrev om hørelsen, hvordan den voksede og indsigtsevnen dermed. Tillige alle ordene, der også voksede, blev flere og flere af i forsøget på at skelne det ene fra det andet fra det tredje, der så pludselig var tilbage igen som det ene og nok engang måtte skilles ad – og så fremdeles blev helt ustyrligt, så man herhjemme den dag i dag nok godt kan erindre udtrykket: Hvorfor kalder vi ikke bare en spade for en spade og en skovl for en skovl? Ja for det betyder jo, at vi så ved, hvad vi taler om, så har vi begreb for det, et billede af det og en nogenlunde opstanden indsigt i, hvordan vi griber fat om sagen: spaden og skovlen. - Jesus hørte også på alle ordene, men han indså at de var udtryk for menneskenes samfunds-situation her på jord pegende i alle og ingens retning, altimens vi glemte, hvor vi rent faktisk er hele tiden, nemlig i menneskeslægten på jord i al evighed. Altså i menneskekødets organisme med sine ubrydelige slægtsbånd, omend tilmed givet et potentiale. Det potentiale, der ofte blev vildfaren, søgende ånd, der kan blive så forført, at alt synes at være gået tabt, ja det er omdrejningspunktet for Jesus. For hør nu: Det kan alt ikke, det kan hverken gå tabt ejheller i sandhed synes sådan. Med andre ord, tag imod din indsigt, den dit hjerte fortæller dig der, hvor du er i menneskekødets organisme og lad dermed det potentiale, du er givet at gøre godt med virke.

Den er-kendelse af vor uomtvistelige placering, den grundlæggende indsigtsevne meddeler sig ud af alts sammenhæng – den vokser frem i et med alts potentiale, herunder menneskelivets fremvoksen. Man forstod og vidste i forvejen, før Jesu tid, at alt var et, at der kun var én sammenhæng, men ikke, hvor man skulle placere vort liv, så vi ville kunne finde orden i det, måde med det og dermed lade et betryggende samfundsliv forplante sig og udvikle sig til det bedre. Kultiverings-sigtet, udviklingssigtet.

JHM: Indenda kom man altid til at opdyrke en orden i ledtog med magt-anvendelse eller i reference til magten, der er ligeså grusom, ja nærmest værre, da en sådan reference består over længere tid, fordi den ikke er så synlig – og værre fordi den dermed fremdyrker en lukket, selv-refererende mentalitet, der før hver dag er omme siger til sig selv: Jamen sådan har det jo altid været. Grusomheden ved dét forhold skaber åndens lidelse, hvilket f.eks. betyder, at børn i et sådant magt-refererende samfund opvokser i en mentalitet, der ikke er livets egen til lige netop den person, som de er = nul personligt ansvar, der kan virke befordrende af livets samfundsudvikling. - Og det står helt klart i modstrid med livets egen åbenbare vækst, følgeligt åbenbare sind til os at gøre godt med. Tak Johannes Møllehave. Det åbenbare kultiveringssigte bliver med jesus til ordets oplysende forstand via væksten i hørelsen, indsigtsevnen, erfaringerne med livets kødelige gang i sin vækst.

MHJ). Den sprælske vækst i verden var ikke til at få styr på og det kostede igen og igen døde, undertrykkelse af hinanden, kværuleren og magteri med fornuftens store planer om at skabe alt forfra som om det var muligt. Menneskets samfund skabte sig i sin iver efter magten til selv at skabe og faldt hver gang til jorden, ganske som sagnet om satans engel, der gik mod almagten, Gud og faldt slukøret til jorden. – Men spørgsmålet man kunne leve sig ind i allerede dengang som også nu var altså, f.eks. Hvordan skulle vi leve? Hvordan skulle vi få stoppet eller finde ordentlig måde med den vilde vækst, ånd og sandselighed i vort liv på alle planer, da den jo forførte os alle mulige veje samt helt ad helvede til, altimens vi glemte, hvor vi hører til og at der findes vej gennem den hørelse.

Vi hører til på jord. Det er noget af det første, vi sandser om rummet vi lever i. Der er mennesker omkring os og måske lavt til loftet, men når vi kommer udendørs, hooold da op, det er jo ikke et værelse, vi lever i. Der er en himmel så stor så stor, der er noget at gå på, der ingen ende har – uanset om jorden er rund eller ej, omend naturligvis bekræftende selvsamme indsigt. Der er en himmel, der er en jord, som vi sandser vort menneskelevende imellem, fordi vi er her og aldrig har været andre steder som menneskeslægt. Og den indsigt er direkte, den er åbenbar for enhver. Med andre ord noget så indlysende, at vi ikke skænker det en tanke, blot er klar over det, da det nemlig er underforstået i vor kødelige tilværelse. Der er jo ikke noget at tage fejl af og det berører os jo ikke, det er bare sådan. Vi er, hvor vi er og véd uden tvivl, at det sted, vi i det mindste er, ja det er her på jord. Vi hører til på jord og uanset, hvad vi nu end måtte foretage os, ja så sker det altså mellem himmel og jord. Menneskeslægtens kød i sin levende vækst kan ikke flytte sig. Hverken du eller jeg kan løbe fra hver vor placering i slægten.

Vi vokser med andre ord hver især ud af menneskeslægtens ophav via vore forældre og ind i dens omgivelse. Og vi gør det ganske i overensstemmelse med menneskeslægtens vækst ud af alts helt store sammenhæng, alts potentiale. Både menneskeslægtens udfoldende livshistorie er placeret i alts udfoldning af sit store potentiale og i et dermed er du eller jeg placeret i den udfoldning. Vi gives et nærværende slægtsforhold ved vore forældre, men det forhold er samtidig menneskeslægtens livgivende forhold nummer et. Jeg er ikke vokset fra mine forældre, thi det kan ikke lade sig gøre, jeg er derimod vokset videre med dens familie i hele sit potentiale. Sådan kan man også sige det. Og tilsvarende kan menneskeslægten ikke vokse fra sit ophav i alts helt store sammenhæng, hvorfor menneskeslægten på tilsvarende vis vokser videre med alts helt store sammenhæng, alts potentiale i sin udfoldelse. Det skal vi forstå og vokse i indrømmelse af, fordi vort hjertegode potentiale som menneske derved vokser i sit åndskendskab og indforståetheden med opstandelsen af hidtil usete evner, der kan gøre godt – fremfor at kategorisere alt nyt som værende anderledes sygt.

Alts historie er ikke et tidshistorisk studium, men jeg gentager, stadigvæk et virksomt faktum, der altså også har ladet livets organiske sfære opstå. Det begyndte ikke engang for længe siden og nu er vi så her. Det har derimod i al evighed altid været undervejs med os. Alts udviklingshistorie er med andre ord tilstedeværende i også vort faktum, det faktum menneskeheden er med sit liv på jord. Et ledende spørgsmål: Hvordan skal vi forstå udvikling, dermed andre ting, såsom retning?

Ja det er sådan set dét, jeg svarer på og lader Jer forstå. Svarene kan kun gives via indrømmelsen af vort sted som menneskehed, altså her på jord. Det er blevet sagt på rumlig vis, at vi er stillet mellem himmel og jord. Ligeledes er det blevet sagt, at vi er stillet i slægten, vort kød, hver især, men i sin forbundne og levende sammenhæng af slægtninge. Det, der mangler at blive forstået vidt og bredt er personen, menneskelivets personlige udviklings-potentiale. Og det hænger sammen med hørelsen af ordet i sit kød, derigennem ens unikke karakter og vækstpotentiale i det absolut unikkes indsigt, ganske som det samfundsbevendte udviklingspotentiale, det samtidig er. Også dét er der hermed svaret på og jeg har jo så mit ærinde til al vort med det.


SLUT

Nkh. Jens.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar